Tænk, hvordan verden lige nu ville se ud for en udefrakommende, der landede lige midt i det hele.

Det oplevede amerikanske Daniel Thorson den 23. maj, da han for første gang i to en halv måned trådte ud i verden efter at have været på 'silent retreat'.

Og det var en fuldstændig forandret verden, der mødte ham.

»Mens jeg var på retræte, var der en kollektiv traumatisk følelsesmæssig oplevelse, som jeg ikke var en del af,« sagde Daniel Thorson ifølge Boston News.

I den tid, hvor han var afskåret fra omverdenen, udspillede der sig et dramatisk stykke af verdenshistorien.

Coronavirussen

Efter han forlod det meditationscenter, han havde boet på i 75 dage, glædede han sig til langt om længe at få lidt menneskelig kontakt. Men i stedet blev han mødt af frygt og angst for netop menneskelig kontakt.

Da han gik ind i et supermarked, kunne han se folks øjne køre rundt, som om de konstant scannede efter trusler, forklarer han.

Han var endnu ikke bekendt med begrebet 'social distancing', så da han gik rundt i supermarkedet, tænkte han, hvad han mon havde gjort, siden alle nærmest sprang væk fra ham.

En af lærerne fra meditationscentret, der selv var ude i virkeligheden, mens coronavirussen ændrede hele verden, fortæller, at han virkelig værdsatte Daniel Thorsons perspektiv.

Ifølge ham er hans klarhed netop, hvad verden har brug for nu, fordi han blev ramt af det hele på en gang.

En del af ham spekulerer dog på, om han overhovedet har brug for at indhente al den forvirring og uenighed, der har været i de sidste måneder.