Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Klokken var 19.46, da han skrev sin desperate bøn:

»Jeg beder ikke om meget, og jeg skriver sjældent noget her, men vær venlige. Der er gået syv timer, og jeg har stadig ikke hørt noget om min kære. Please, hjælp mig med at finde min datter.«

Tre timer senere kunne amerikanske Angel Garza fortælle, at han havde fået en trist nyhed.

Hans datter, Amerie Jo Garza, var blandt de 19 børn, der var blevet skudt og dræbt på skolen Robb Elementary i Uvalde, hvor en gerningsmand tirsdag middag pludselig havde åbnet ild – og skudt mod alle, han kom forbi.

Amerie Jo, der havde haft fødselsdag for to uger siden, blev ti år.

Til ABC News har Angel Garza fortalt, at han tirsdag aften mødtes med U.S. Marshals, der kunne overbringe ham den forfærdelige besked.

Klokken 23.02 satte han sig derfor endnu en gang ved tasterne og skrev en opdatering på sin Facebook-profil, hvor han tidligere havde bedt om hjælp:

'Tak til jer alle for bønnerne og for at forsøge at finde min baby. Hun er blevet fundet. Min lille kærlighed flyver nu højt med englene over os,' skrev han og tilføjede:

'Vær søde ikke at tage et sekund for givet. Kram din familie. Fortæl dem, at du elsker dem. Jeg elsker dig, Amerie Jo.'

Myndighederne i delstaten har natten til onsdag fortalt, at gerningsmanden – der menes at være en 18-årig ung mand – trængte ind i skolen, der underviser elever i 2., 3. og 4. klasse, omkring klokken 11.32 lokal tid tirsdag.

Derefter begyndte han at skyde omkring sig med sine medbragte våben.

Mindst 19 børn og to voksne mistede livet. Gerningsmanden selv blev også skudt og dræbt.

Det vides endnu ikke, hvad motivet er.

Andre læser også