En 27-årig mand er anholdt, efter at han har angrebet folk i polsk shoppingcenter. Én er død, og ni er sårede.

Warszawa. En 50-årig kvinde er blevet dræbt, efter at en 27-årig mand gik til angreb med en kniv i et polsk shoppingcenter i byen Stalowa Wola fredag.

Derudover er ni andre personer indlagt på hospitalet.

I en udtalelse skriver politiet:

- Manden opførte sig irrationelt, stak folk i ryggen. Én af de sårede kvinder døde.

Den regionale guvernør Ewa Leniart oplyser, at fire af de sårede er blevet opereret. To af dem er i kritisk tilstand.

Der er tale om fem kvinder og fire mænd i alderen 18-50, tilføjer hun ifølge nyhedsbureauet AP.

Den mistænkte mand blev anholdt umiddelbart efter. Det skete, efter at handlende fik overmandet ham.

Han er fra Stalowa Wola, oplyser polititalsmand Andrzej Wierszyna ifølge nyhedsbureauet AP.

Byen ligger omkring 240 kilometer syd for hovedstaden Warszawa.

Den 27-årige var ædru og har ingen pletter på sin straffeattest. Han er ved at blive undersøgt for stoffer.

Det er uklart, hvad hans motiv har været. Men politiet har udelukket, at der skulle være tale om et terrorangreb.

- Indtil videre kan vi konstatere, at angrebet ikke har terror- eller ideologiske motiver, siger den regionale politichef Krzysztof Pobuta ifølge det polske nyhedsbureau PAP.

Politichefen tilføjer, at han vurderer, angrebsmanden er psykisk syg.

/ritzau/AFP