En mand og to kvinder går ind på et galleri.

Hvad der lyder som starten på en joke, viste sig også at være starten på en noget anderledes situation på det italienske galleri.

De tre betalende gæster er nemlig klimaaktivister, og i protest limede to af dem sine hænder fast til et maleri, mens den tredje aktivist udrullede et banner.

Det skriver blandt andre The Guardian og Daily Mail.

Aktivisterne bliver fjernet fra maleriet på Uffizi Galleri i Firenze i Italien. Foto: Ultima Generazione/Reuters/Ritzau Scanpix
Aktivisterne bliver fjernet fra maleriet på Uffizi Galleri i Firenze i Italien. Foto: Ultima Generazione/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

På banneret stod der 'Ultima Generazione No Gas No Carbone' – på dansk: 'Sidste generation, ingen gas, ingen kul'. Aktivisterne kommer fra gruppen Ultima Generazione, som betyder 'sidste generation'.

Maleriet er det 650 år gamle og velkendte 'Primavera' af Sandro Boticelli, men galleriet har beskyttet maleriet med en glasvæg, hvorfor protesten ikke gik ud over maleriet.

»Er det muligt at se et forår i dag, som er lige så smukt som dette?« skriver aktivistgruppen med henvisning til maleriet på gruppens hjemmeside.

Gruppen understreger også, at de ikke ønskede at beskadige maleriet, og at de har talt med eksperter i restauration af malerier om, hvordan de under aktionen kunne undgå at beskadige en af verdens mest populære værker.

Og at valget faldt på et maleri, var ikke tilfældigt for klimaaktivisterne.

»På samme måde, som vi forsvarer vores kunstneriske arv, bør vi også forsvare planeten, som vi deler med resten af verden,« skriver de på deres hjemmeside.

Senere blev aktivisterne båret væk af politiet. Aktivisterne har dog allerede varslet flere aktioner på kunstmuseer i Italien.