Selv om det snart er 25 år siden, at verdens mest berygtede og frygtede narkobaron blev myrdet, fascinerer historien om Pablo Escobar stadig. Nu puster en ny bog endnu mere liv i historien

 

Man siger, at kærlighed gør blind.

Men Virginia Vallejos øjne var åbne. Pivåbne. Også da han med et hårdt greb om hendes ansigt og med høj skinger stemme råbte: ‘Er du ikke klar over, at du lige har opdaget, at jeg er en morder?’. Der hviskede hun ind i hans øre, at hun aldrig ville forlade ham, at han altid ville være i hende. Til døden.

Døden kom 2. december 1993 på et hustag i hans hjemby, dagen efter hans 44-års fødselsdag. I en byge af kugler landede hans tunge krop på de gulbrune tegl. Pablo Escobar, verdens mest forhadte, frygtede - og elskede - narkobaron var nedlagt.

Efter at have overvåget og aflyttet Pablo Escobar i længere tid, rykkede de colombianske sikkerhedsstyrker massivt ind 2. december 1993, hvor Escobar forsøgte at flygte hen over hustagene.
Efter at have overvåget og aflyttet Pablo Escobar i længere tid, rykkede de colombianske sikkerhedsstyrker massivt ind 2. december 1993, hvor Escobar forsøgte at flygte hen over hustagene. Foto: EL COLOMBIANO/AFP
Vis mere

Selv om det er knap 25 år siden at Escobar blev myrdet af de colombianske specialstyrker, fascinerer historien om den iskolde og skruppelløse narkokonge stadig. Så meget, at streamingtjenesten Netflix nu er i gang med at forberede fjerde sæson af serien ‘Narcos’ om ham og resten det colombianske narkokartel. Så meget, at hans elskerinde Virginia Vallejos ti år gamle selvbiografi, ‘Elsker Pablo, hader Escobar’, om deres forhold nu er oversat til alverdens sprog - herunder dansk - og udgives i en række lande. Så meget, at bogen er blevet filmatiseret. Med Javier Bardem og Penelope Cruz i hovedrollerne. Som ham og hende.

Men hvad fik kvinden, der et utal af gange op gennem 80erne blev kåret som Colombias smukkeste og udråbt som forbillede for landets unge kvinder, til at falde pladaks for en af landets største forbrydere, hvis narkokartel dagligt smuglede 15 ton kokain ind i USA, en mand, som brutalt og kynisk nedslagtede enhver fjende, hvadenten det var konkurrenter, ledende politifolk, dommere eller politikere.

»Jeg forelskede mig i en filantrop, i en mand, der var elsket af folket. I et land hvis de rige aldrig har givet en eneste sandwich til folket, var han den eneste, der var generøs over for dem,« har den i dag 67-årige Virginia Vallejo forklaret.

Det eneste fysiske minde som Virginia Vallejo i dag har fra sin tid med Escobar er dette brev, hvor hendes elsker har skrevet: 'Selv om jeg ikke ringer til dig, skal du ikke tro, at jeg ikke savner dig rigtig meget. Selv om jeg ikke ser dig, skal du ikke tro, at jeg ikke føler dit fravær'
Det eneste fysiske minde som Virginia Vallejo i dag har fra sin tid med Escobar er dette brev, hvor hendes elsker har skrevet: 'Selv om jeg ikke ringer til dig, skal du ikke tro, at jeg ikke savner dig rigtig meget. Selv om jeg ikke ser dig, skal du ikke tro, at jeg ikke føler dit fravær' Foto: Foto: Privat/Forlaget Rosinante
Vis mere

Men hun forelskede sig også i et liv fyldt med spænding og frydefulde, stjålne øjeblikke med en gift mand, i et liv på første klasse som hans elskerinde gennem en årrække.

»Pegasus står parat.. du kan tage afsted med den i dag, i morgen, i overmorgen, om en uge, om en måned, om et år. Den rører sig ikke ud af stedet, før du går ombord. Jeg venter bare… ja, jeg venter på dig,« skriver hun om dén dag i 1983, hvor hun bukkede under for Pablo Escobars tilnærmelser, og han på telefonen lod hende vide, at hans nyindkøbte Lear-privatfly stod klar til at flyve hende direkte ind i hans favn.

Virginia Vallejo interviewer Pablo Escobar på tv.
Virginia Vallejo interviewer Pablo Escobar på tv. Foto: Foto: Privat/Forlaget Rosinante
Vis mere

Hun var 33 år gammel og en stjerne i Colombia.

Som landets førende tv-journalist og nyhedsvært havde hun adgang til alt og alle. Også Pablo Escobar, hvis kokain-imperium voksede dag for dag.

Alligevel spillede hun en aktiv rolle i fremmelsen af hans politiske karriere og var med til at sælge budskabet om Pablo Escobar som en mand af folket, for folket. En sand Robin Hood. Et budskab, som den dag i dag har grobund i en stor del af landets fattigste befolkning.

Hun var hans fortrolige. Dén, han hviskede sine hemmeligheder ind i øret på, når de nøgne og svedige lå i hinandens arme. Hemmeligheder om korruption og bestikkelse, hemmeligheder om kokainproduktionen, hemmeligheder om mord og kidnapninger.

Arkivfoto af narkokongen Pablo Escobar, hans kone Maria og sønnen Sebastian. Foto: AFP
Arkivfoto af narkokongen Pablo Escobar, hans kone Maria og sønnen Sebastian. Foto: AFP Foto: Foto: AFP
Vis mere

Men det var historien om en brutal abort, der fik Virginia Vallejos indre til at vende sig, fik forelskelsens forblændende slør til gradvist at lette for hendes øjne.

»Noget af min hengivenhed for ham begynder at dø denne nat,« skriver hun i bogen om sin reaktion på Pablo Escobars fortælling om, hvordan hans tidligere elskerinde - stik mod deres aftale - var blevet gravid. Hvordan han havde sendt fire af sine mænd hjem til hende, som slæbte hende til en dyrlæge, der blev tvunget til at udføre en abort på hende uden bedøvelse.

»Jeg har aldrig set hende igen,« fortalte han stolt om kvinden. Som han i øvrigt sidenhen fik sin førende hitman ‘Popeye’ til at myrde.

Alligevel gik der flere år, før Virginia Vallejo helt fik vredet sig ud af djævelens kløer, lagde afstand til manden, der i den grad havde bidraget til, at Colombia i en årrække var det land i verden, som havde det højeste dødstal. Som ikke gik af vejen for at myrde præsidentkandidater.

Sejrsøjeblikket hvor de colombianske specialstyrker har nedlagt deres bytte, Pablo Escobar.
Sejrsøjeblikket hvor de colombianske specialstyrker har nedlagt deres bytte, Pablo Escobar. Foto: US Government
Vis mere

Men ikke alt var død inden i hende.

Da hun i december 1993 fulgte tv-transmissionen af hans begravelse, mindedes hun deres store kærlighed.

»Hvordan blev vores drømme knust?«

13 år senere flygtede Virginia Vallejo fra Colombia for at blive hovedvidne i, hvad der til dato er USAs største sag mod de colombianske narkokarteller. Hun har siden levet under politibeskyttelse.

Forsiden af bogen, som udkommer på dansk fredag den 27. oktober.
Forsiden af bogen, som udkommer på dansk fredag den 27. oktober. Foto: Foto: Forlaget Rosinante
Vis mere

----------------------------

Tv-serie fuld af løgn

Fra forbryderalbummet. Escobar havde god grund til at smile. De fleste poiltifolk var i lommen på ham og sørgede oftest for, at han hurtigt blev sluppet fri igen.
Fra forbryderalbummet. Escobar havde god grund til at smile. De fleste poiltifolk var i lommen på ham og sørgede oftest for, at han hurtigt blev sluppet fri igen. Foto: Scanpix
Vis mere

Det er ikke mindst Netflix-serien ‘Narcos’, der igen har pustet liv i den berygtede - og forlængst afdøde - narkobaron Pablo Escobar.

Men ikke alle er lige begejstrede for den populære serie.

»Den er fuld af løgn,« skrev Escobars søn Sebastián Marroquín sidste efterår på Facebook og opremsede 28 punkter, hvor serien havde ramt ved siden af, og dermed »fornærmet en hel nations historie.«

Kritikken gælder alt fra små detaljer om, at Escobar i serien er fan af det forkerte fodboldhold, at han aldrig behandlede sine forældre skidt, til mere væsentlige punkter om, at Escobars bombning af en hel apoteker-kæde ikke fandt sted i 1993, men i ‘88 eller ‘89.

Netflix har ifølge The Telegraph dog pure afvist kritikken. Serien er, siger de, kun delvist baseret på de virkelige hændelser.

Selv dem skal man dog tilsyneladende tage med et gran salt. For ifølge sønnen - som er arkitekt - er historien om Pablo Escobars død også en stor løgn.

»Jeg er helt sikker på, at han begik selvmord. Han fortalte altid, at han ville vælge det frem for at blive taget til fange,« fortalte Sebastián Marroquín i flere interviews sidste efterår.