For første gang siden 2008 skal den tyske kansler og hendes mand, Joachim Sauer, ikke på ferie i Italien, og det har sat liv i spekulationerne.

Er det Trump og udsigten til en handelskrig, er det Brexit eller efterdønningerne af den hjemlige politiske krise med regeringspartiet CSU, hvor indenrigsminister Horst Seehofer har truet med at gå af?

Hvert eneste år siden 2008 har Merkel og gemalen holdt vandreferie i de italienske alper i Sydtyrol, hvor landets tysktaldende mindretal bor. I år tager Joachim Sauer alene afsted med sin søn fra et tidligere ægteskab, har Neue Südtiroler Tageszeitung afsløret. Avisen har talt med kilder på hotellet, de skal bo. Det er samme sted, som Merkel og ham plejer at bo; et hotel i landsbyen Sulden.

Angela Merkel og hendes mand på en af parrets mange ferier - i påsken 2013.
Angela Merkel og hendes mand på en af parrets mange ferier - i påsken 2013. Foto: MARIO LAPORTA
Vis mere

Britiske The Telegraph skriver, at Merkels manglende deltagelse i ferien kan være et tegn på, at en æra er ved at slutte. Merkel har været kansler siden 2005 og vundet tre valg i træk.

Kanslerparret holder dog fast i én tradition: Den årlige Wagner-festival, der finder sted i Bayreuth i næste uge.