En kvinde blev søndag spiddet af en strandparasol i byen Ocean City på den amerikanske østkyst, fortæller en talsperson for den populære turistby.

Kvinden var ved bevidsthed, da hun blev bragt til hospitalet, men hendes tilstand efter den vanvittige ulykke er derudover uklar, skriver Washington Post.

Kvinden, der menes at være en tilfældig besøgende på stranden, blev spiddet af parasollen omkring klokken 15.30 lokal tid, da den tilsyneladende rev sig fri fra sandet og blev blæst væk af vinden.

»Vidner har sagt, at et vindstød løftede parasollen,« fortæller talspersonen Jessica Waters.

Hun fortæller videre, at den spidse ende af parasollen, nederst på skaftet, spiddede kvinden i brystet. Hvor dybt, parasollen trængte ind i kroppen, er uklart.

Redningsfolk på stedet skar en del af parasol-skaftet af for at gøre transporten i ambulancen mulig, oplyser Jessica Waters videre.

Ifølge hende forsøger livreddere på stranden nu at informere andre strandgæster om at være opmærksomme på deres parasoller.