En kvinde fra New York blev næsten dræbt af en indkøbsvogn, der blev kastet ned fra 24 meters højde i et parkeringshus i East Harlem i 2011. Nu kræver kvinden og hendes familie en svimlende erstatning på 477 mio. kroner fra indkøbscenteret East River Plaza og dets sikkerhedsfirma.

Beløbet skal dække hendes skader, og de gener Marion Hedges søn og hendes mand har fået. Det skriver avisen New York Post.

»Hun er kun en skygge af, hvad hun var engang,« siger advokat Thomas Moore under de afsluttende indlæg i retssagen på Manhattan.

Han hentyder til kvindens inkontinens, hendes tab af hukommelse og dobbeltsyn, der alle relaterer sig til den hjerneskade hun pådrog sig, da indkøbsvognen ramte hende.

Han bad retten om at give øjenvidnet, hendes 19-årige søn Dayton Hedges, 38 mio. kroner.

Advokaten bad om 16 mio. kroner til hendes mand, Michel Hedges. Han skal kompenseres for det der i retten omtales som 'tabet af partnerskab' med konen. Det har tidligere været fremme, at de ikke længere kan have sex.

Advokaterne for indkøbscenteret East River Plaza og dets sikkerhedsfirma havde travt med at nedtone den 53-årige mors skader.

Hun er kommet 'virkelig, virkelig godt tilbage', siger de.