De mæsker sig med hundekød i Kina i disse dage. Der holdes hundefestival i Yulin i den sydlige del af landet, og det får de dyreelskende aktivister til at tænke sig om en ekstra gang.

Der slagtes nemlig tusindvis af hunde under festivalen, der åbnede uden problemer, og folkene så ud til at nyde måltidet.

Mens lande som Sydkorea nærmer sig et decideret forbud - en retsinstans annoncerede i forgårs, at slagtning af hunde for at få hundekød var ulovligt - går kineserne med krum hals i kødet på hundekødet.

Der har været meget mindre succes i Kina for aktivisterne. De frygter nærmest, at deres taktikker har været kontraproduktive.

I stedet for at forsøge at stoppe slagtningen af hunde et enkelt sted, vil det sikkert være mere produktivt at gå efter et nationalt forbud.

En købmand gør sine hunde klar ved Dongkou-markedet i Yulin, Kina.
En købmand gør sine hunde klar ved Dongkou-markedet i Yulin, Kina. Foto: PAK YIU
Vis mere

At spise hund for at markere sommersolhvervet er en tradition i Kinas Guangxi-region. Festivalen har fundet sted siden 2009 for at markere solhvervet i byen Yulin.

Der var ganske vist rygter sidste år om, at byen ville stoppe salget af hundekød, men det var alligevel til salg i mange restauranter.

I byens markeder hang hundene på rad og række - selv om der ifølge de lokale var færre end sidste år.

»Det smager virkeligt godt,« sagde en lokal, som kun ville kendes ved sit efternavn Chen, til nyhedsbureauet AFP.

Han insiterede på, at alle de slagtede hunde var vilde.

»Der er forskel på vilde hunde og et tamt kæledyr.«

Slagtede hunde bliver transporteret med scooter til markedet i Yulin.
Slagtede hunde bliver transporteret med scooter til markedet i Yulin. Foto: TYRONE SIU
Vis mere

For Chen var det ikke grusomt at spise hundekød under, hvad kineserne kalder »Hundens År«. »Spiser du ikke kylling i »Hanens År« eller svinekød under »Svinets År«, lød det fra ham.

Mens kunderne spiste med velbehag, var de handlende lidt mere diskrete end sædvanligt. De tilberedte maden i de smalle sidegader eller indendørs, og de bød kunderne indenfor i stedet for at servere udendørs.

Hundefestivalen i Yulin koster tusindvis af hunde livet, men det er blot en lille del af de mere end 10 millioner hunde, der årligt slagtes i Kina.