En amerikansk mand er død, efter at han fik en infektion fra at have spist østers på en restaurant, oplyser lokale myndigheder.

Den 71-årige mand blev ramt af en infektion af bakterien Vibrio vulnificus, da han spiste østers på en restaurant i Sarasota i det vestlige Florida den 8. juli. To dage senere døde han som følge af infektionen, skriver Fox News.

Bakterien lever ifølge sundhed.dk i saltvand og kan medføre en ‘meget hurtig og dramatisk sygdomsudvikling’ med død inden for 48 timer - ofte i forbindelse med blodforgiftning.

Foto: Foto: Iris
Vis mere

Men ifølge myndighederne havde manden ikke været i kontakt med saltvand, og derfor menes infektionen at være sket på restauranten, hvor den 71-årige spiste rå østers.

Uanset alder eller helbred bør man ikke spise rå skalddyr eller ‘seafood,’ ligesom man bør undgå saltvand, hvis man har et åbent sår, siger Michael Drennon fra sundhedsafdelingen i Sarasota.

Ifølge ugeskrift for læger forekommer en infektion med Vibrio vulnificus sjældent i Danmark, selvom det ind imellem er tilfældet.