Dehydrerede, besvimede og vrede beskriver formentlig bedst fans tilstand efter weekendens Ed Sheeran-koncert i Australien.

Det skriver Yahoo 7.

Lørdag aften spillede den kendte britiske popstjerne Ed Sheeran koncert i Melbourne, Australien. Men hvad der skulle have været en hyggelig aften, hvor fans kunne skråle med på mega-hits som ‘Shape of you’ og ‘Castle on The Hill’, endte i hede-kaos.

Koncertgængere melder nemlig til mediet, at spillestedet Etihad Stadium var ulidelig varmt, hvilket resulterede i, at flere fans kollapsede og blev reddet ud af salen.

En kvinde, der havde siddepladser til showet, kunne oppefra se de mange koncertgæster falde om som fluer.

»I første akt var de nødt til at stoppe showet og hente sikkerhedsfolk for at hjælpe en, der var besvimet. Men så fortsatte det bare igennem hele showet. Der var også en ung pige på vores række, der faldt om på grund af varmen,« fortæller koncertgæsten Melanee Jardine til Yahoo 7.

Et andet øjenvidne så alene syv mennesker blive kørt ud fra spillestedet.

Ambulanceberedskabet kunne også bekræfte, at der var flere mennesker, som blev behandlet for dehydrering af førstehjælpsmedarbejdere.

Varmen skabte stor vrede blandt publikummet i Etihad Stadium, som tog deres aggressioner over på sociale medier. Her udtrykte koncertgængerne også en frustration over, at Etihad Stadium ikke åbnede taget til salen, så der kunne komme luft ind til de besvimende fans.





En talsmand fra Etihad Stadium forklarede til Yahoo 7, at taget var lukket på grund af touren, og at de ikke vurderede temperaturen i salen til at være til fare for Ed Sheerans fans.