Det næste år kommer mange af borgerne i den svenske by Växjö til at høre, når der bliver indkaldt til bøn i den lokale moské hver fredag.

Efter en heftig debat har byens politi således givet tilladelse til, at Stiftelsen Växjö Muslimer må bruge højttalere til at indkalde til bønnen - præcis som det er tilfældet i de muslimske lande, skriver Aftonbladet.

»Vi har ikke givet sådan en tilladelse her før,« siger politiets talsmand Robert Loeffel til Aftonbladet.

Tilladelsen gælder fra 8. maj og et år frem. Dog må moskéen kun benytte sig af højttalerne én gang hver uge. Stiftelsen Växjö Muslimer sendte ansøgningen i februar og vedlagde en youtube-indspilning af, hvordan bønnekaldet vil lyde fremover.

Beboerne i nærheden af moskéen må nok vænne sig til et vist støjniveau, når der bliver indkaldt til bøn hver fredag mellem 13 og 13.03 om sommeren og en time tidligere i vinterhalvåret - selvom de lukker vinduerne i tidsrummet. Højttalernes lydniveau må ikke overstige 110 dB i byens børnehavers udemiljø - hvilket er noget højere end de 96 dB, Tivoli i København må have ved mikserpulten, når der er fredagsrock om sommeren, skriver Berlingske.

Lyden fra moskéens højttalere må ikke overstige 45 dB indenfor i boliger og i skoler.

Det er bestemt ikke alle, som er glade for udsigten til bønneindkaldelse via højttalere i Växjö, der har 66.000 indbyggere.

Byrådsmedlem Anna Tenje fra det konservative parti Moderaterna har udtrykkelig bedt Stiftelsen Växjö Muslimer om at trække ansøgningen tilbage, fordi hun frygter, at bønneindkaldelse via højttalere vil føre til mere splittelse i lokalsamfundet.

Kristdemokraternas leder Ebba Busch er mere direkte i sin kritik af tilladelsen.

»Det er ulykkeligt,« siger hun til nyhedsbureauet TT ifølge Aftonbladet.