En amerikansk pige på kun seks år brugte sin fødselsdagsfest på at spejde efter sine venner.

Der var pyntet op, lavet Disney-lagkage og pustet balloner op til seks-årige Kinleys fødselsdag. Hendes mor havde endda booket pladser i en bowlinghal, så hun sammen med vennerne kunne hygge sig, skriver Lifestyle.

Men kun én af Kinleys venner dukkede op, til trods for at hun havde sendt et hav af fødselsdagsinvitationer ud. Og efter en halv time måtte Kinleys mor fortælle sin datter, at resten fa vennerne var blevet syge.

Det ringe fremmøde fik Kinleys storesøster, Kesley, til at tage et billede af lillesøsteren og veninden Jayla, som var den eneste, der dukkede op. Et billede hun delte på Twitter, og som nu er gået viralt.

Billedet viser de to piger spejde ud ad ruden efter vennerne.

Til billedet skrev storesøsteren:

’Min lillesøsters fødselsdagsfest er i dag, og kun én pige kom’

Billedet er delt over 13.000 gange, og folk fra hele verden ønsker Kinley god fødselsdag. Flere Twitter-brugere prøver også på at få Ellen DeGeneres, den kendte amerikanske tv-vært, til at holde en fødselsdagsfest for den lille pige. De bruger hashtagget #KinleyOnEllen.

Da dagen var omme, var seks-årige Kinley dog stadig uforstående, ifølge storesøsteren. Kelsey lagde nemlig et nyt billede ud på Twitter, hvor hun skrev:

’Nu, når det er forbi, bliver hun ked af det og spørger, hvorfor hendes andre venner ikke kom.’

Den endte dog alligevel lidt lyst for Kinley. Hun fik en ny bedste ven, og de kom ud at spille minigolf sammen dagen efter.

Kesley skrev:

’For folk, der tror, jeg lyver… Jeg vil bare vise det her billede, fordi hun (Kinley red.) ser ked ud af det, men hun er sammen med sin nye bedste ven’