Det er ganske vist ikke et værelse i Det Hvide Hus eller i Trump Tower, men det er nu muligt at bo som den amerikanske præsident. I hvert fald som han gjorde engang.

For Donald Trumps barndomshjem udlejes nu på udlejningstjenesten Airbnb, skriver BBC.

Det koster dog godt 5.000 kroner for en enkelt overnatning i huset, der ligger i New York-bydelen Queens. Men så følger der også en stor papfigur med af præsidenten samt fem soveværelser og en beliggenhed tæt på metroen.

»Ikke meget er blevet ændret, siden Trump-familien boede her - køkkenet er originalt, og de overdådige møbler repræsenterer den stil og velstand, som Trump ville have haft,« står der i annoncen.

Foto: Airbnb
Vis mere

Det er forbudt at have dyr med i huset, og fester er helt udelukket, står der videre i annoncen.

Huset er bygget af Donald Trumps far, Fred Trump, i 1940 og er angivet på præsidentens fødselsattest. Trump boede i huset, indtil han fyldte fire år. Derefter byggede hans far, der var ejendomsudvikler, et stort palæ nær ved.

Foto: Airbnb
Vis mere

Donald Trump har i tv-showet ‘The Tonight Show’ med Jimmy Fallon givet udtryk for, at han ville købe sit første barndomshjem tilbage. Men to måneder efter Trump blev valgt til præsident, blev det solgt for 2,14 millioner dollar. Og nu bliver det altså udlejet.