En mand, som har tilbragt tre dage i køen foran en Apple-forhandler i London for at få fingre i den nye iPhone X, fik lige præcis nul og niks ud af det hele.

Den 43-årige mand, hvis navn ikke er kendt, lå først i køen til forretningen på Regent Street i London. Den britiske reality-stjerne Marco Pierre White var også med i køen – og sammen med de andre i front fik han og den 43-årige lov til at forlade køen i en time uden at miste pladsen.

Og her gik det galt for den 43-årige, beretter britiske Metro.

Manden brugte nemlig timen til at tage på kasino og spillede alle de penge op, han skulle have brugt på sin nye iPhone X.

I Danmark kan modellen med 64 GB fås for omkring 8.880 kroner uden abonnement, mens den store model med 256 GB fås for omkring 10.200 kroner uden abonnement.

En pris, der ifølge Torben Vognsen fra magasinet input 'stikker helt af'. Alligevel er den pengene værd, hvis man vil have den bedste brugeroplevelse, siger han i en anmeldelse lavet for BT.

»Ja, hvis du er villig til at betale 9000 kroner for en telefon, så er det klart værd at overveje, fordi det er en rigtig fed telefon, men 9.000 kroner er mange penge, og du kan alligevel sparre næsten 3.000 kroner på at købe en iPhone 8, som har mange af de samme funktioner. Dog skal vi ikke være blinde for, at design og brugeroplevelse er væsentligt bedre på iPhone X,« siger Torben Vognsen.

Se hans anmeldelse herunder: