20.000 bier havde højgravide Emily Mueller fra staten Ohio i USA siddende på sin mave under en fotoserie.

Og af én helt speciel grund.

Det noget kontroversielle billede har, siden det blev delt i slutningen af august, fået både anerkendende såvel som kritiske reaktioner på de sociale medier. Det skriver flere medier herunder Cleveland.com og Fox19.

'...jeg ville aldrig sætte mit ufødte barn i en farlig situation!' og 'Hun burde anmeldes for at udsætte barnet for fare. Det eneste jeg tænker er idioti. Flere bistik kan medføre skade på det ufødte barn' lyder kommentarerne blandt andet.

Andre har reageret mere positivt på det usædvanlige graviditetsbillede, hvor de fremhæver, at kvinden til daglig er biavler og dermed ved, hvad hun laver.

Og rigtig nok er Emily Mueller biavler. I fem år har hun i fælleskab med sin mand Ryan drevet firmaet 'Mueller Honey Bee Co.', hvorfor hun helt naturligt elsker bier.

»Bier repræsenterer liv og død. Vi har haft tre aborter, så de her billeder er dedikeret til liv og død og til alle de børn, vi har haft,« forklarer Emily Mueller til det lokale medie Cleveland.com.

Derudover fortæller hun, at hun ønskede at inddrage bierne i billedet, da det symboliserer hendes passion for bier. Og i forhold til anklagerne omkring det ufødte barns manglende sikkerhed, så forklarer hun, at de først havde forhørt sig hos tre forskellige læger og forberedt en nødplan.

»Vi havde styr på alt, så vi var sikre på, at hvis noget skulle gå galt, så ville vi vide, hvad der skulle gøres,« siger hun til Fox19.

Parret venter deres fjerde barn til november, og derfor valgte de at forevige graviditeten med en professionel fotograf og en såkaldt 'bi-mave'. Her sad 20.000 bier eller knap to kilo summende insekter på Emily Muellers mave, arme, hals og ansigt.

Biavleren Emily Mueller sørgede for, at bierne havde spist sig helt mætte, før de mange tusinder bier blev placeret på hendes mave. For en mæt bi stikker ikke lige så ofte ifølge Emily Mueller.

Efter fotoseancen havde Emily Mueller kun fire bistik, men til gengæld et unikt billede til resten af livet.