En 30-årig mand er død, efter han gennemgik en penisforlængende operation på en privatklinik i Stockholm. Det er første gang, at denne type operation koster et menneskeliv.

Manden ønskede ifølge et studie fra Journal of Forensic Sciences både at få forlænget og forstørret sin penis. Og da han ikke led af andet end en mild form for astma, blev han indstillet til operation.

Selve penisforlængelsen skulle foregå ved, at kirurgerne sugede uønsket fedtvæv fra maven og lårene væk.

Den del af operationen gik fint, men da fedtcellerne efterfølgende skulle injiceres i mandens penis, begyndte mandens hjerte at slå langsommere, og hans blodtryk faldt. Mængden af ilt i hans blod begyndte at falde drastisk, og en halv time efter fik manden et hjerteanfald.

Trods talrige genoplivningsforsøg døde patienten efter to timer.

»Det er det første registrerede tilfælde, hvor en tilsyneladende simpel og sikker penisforstørrelse ved hjælp af overførsel af fedt medfører pludselig død for en rask ung mand,« står der i studiet fra Journal of Forensic Sciences, der er fra 2017. Det er uvist, præcis hvornår manden mistede livet.

Efter dødsfaldet konkluderede et hold af retsmedicinere, at manden døde af en blodprop i lungerne. Det skete ved, at noget af fedtet, som var løsnet fra manden, vandrede til mandens vener i mandens lunger. Lignende dødsfald har ifølge studiet fundet sted i forbindelse med balleløft.

Britiske Independent skriver, at der på verdensplan bliver foretaget over 8.000 penisforstørrende operationer hvert år.

Selvom det er første gang, at en mand dør af en penisforstørrende operation, har indgrebet tidligere vist sig at være behæftet med problemer. Eksempelvis alvorlige hudskader og beskadigede urinrør, forklarer Tobias Kohler, som er specialist i urologi i staten Minnesota i USA.

»Det er et fuldstændig nytteløst indgreb, der aldrig virker, skamferer mænd og kan dræbe dem,« siger Tobias Kohler til BuzzFeed.

Specialisten tilføjer, at dødsfaldet fra Sverige er det værste tilfælde, men at der er eksempler på andre alvorlige følgelidelser af en penisforstørrelse. Det er eksempelvis permanent impotens og deciderede skamferinger.