I videoen herover ses dramaet på hotellet i Tyrkiet.

Fire personer er blevet såret under en voldsom brand på et hotel i den populære tyrkiske ferieby, İzmir.

Det skriver den engelsksprogede tyrkiske avis Hürriyet Daily News.

Branden brød ud onsdag morgen på hotellet Alican i Basmane-kvarteret i İzmir, hvor to kvinder blev kvæstet, da de hoppede ud fra hotellets femte sal. På en video, som nyhedsbureauet Reuters har videreformidlet, ses det, hvordan kvinderne desperat forsøger at undgå ild-infernoet.

Kvinderne landede ovenpå biler, der var parkeret foran hotellet. En af kvinderne ramte først en elektrisk ledning, før hun ramte bilen. Begge kvinder er ifølge det tyrkiske nyhedsbureau Dogan blevet behandlet for 'alvorlige kvæstelser'.

To andre personer, som var udsat for røgen fra branden, blev reddet ud af vinduet af redningsberedskabet. De øvrige gæster på hotellet kunne evakueres stille og roligt, mens de kvæstede blev kørt til to hospitaler i feriebyen.

Branden kom hurtigt under kontrol og er ifølge nyhedsbureauet Dogan opstået i en mobiltelefon, der eksploderede, mens den sad til opladning i en stikkontakt på femte sal. Det satte ild til et gardin.

En af gæsterne, Yüksel Sunter, som var vidne til branden, fortæller til avisen, at man forsøgte at tale en af kvinderne fra at hoppe ud.

»Vi ringede til brandvæsenet. Da flammerne blussede op, ville to kvinder hoppe ud. Vi sagde 'lad være med det' til dem, men de var spærret inde. Vi fik fat i den ene af dem, men den anden faldt ned på en bil,« fortæller gæsten.

Kvindernes nationalitet er ukendt, men der menes ifølge Daily Mail at være tale om udenlandske statsborgere.