En mand og kvinde er fredag sigtet for mordet på en fransk au pair, hvis krop er fundet brændt i haven til det hus i det sydlige London, hvor hun boede med sin værtsfamilie.

Det skriver flere engelske medier, herunder The Independent.

Det makabre fund af et brændt lig blev gjort, efter nogle forældre med deres børn onsdag eftermiddag var på vej hjem fra skole. Her bemærkede de en mærkeligt lugtende røg. En nabodreng kiggede ind i haven, hvor røgen og lugten kom fra, og så en mand kaste brænde ind i flammerne.

Da brandfolk efterfølgende nåede frem til huset i London-bydelen Wandsworth, var kroppen så medtaget af flammerne, at identifikation af alder og køn ikke umiddelbart kunne lade sig gøre, skriver The Evening Standard.

Ifølge de engelske medier er den afdøde den 21-årige Sophie Lionnet. Hun havde boet 14 måneder i huset, hvor hun så efter det nu sigtede pars to børn.

Ouissem Medouni, 40 år, og Sabrina Kouider, 34 år, er anholdt fredag og sigtet for mord.