En kunde i en Coop-butik i Norge fik sig noget af en klam oplevelse.

Plastikstykker og langt, mørkt hår er ikke ligefrem to ting, man har lyst til at finde i sin ribbenssteg.

Men ikke desto mindre var det netop det, en norsk kvinde fandt i sin.

Det skriver flere norske medier, heriblandt TV 2 Norge.

Kvinden, der ønsker at være anonym, forklarer til mediet, at hun havde købt ribbensstegen, der lå på frost, i en Coop-butik – helt præcist Coop Prix-købmanden i Gvarv i Norge.

Dagen efter købet, da stegen var tøet op og klar til tilberedning med et drys salt og peber, fik kvinden sig et gevaldigt chok.

»Da jeg tog fat i siden for at vende den, lagde jeg mærke til noget, der føltes som tynde isflager. Jeg var lidt lamslået, for jeg troede, den ikke var tøet op,« fortæller kvinden.

Men der var bestemt ikke tale om et par isflager. Men derimod 12-14 stykker plastik i en størrelse på halvanden til to centimeter og flere lange, mørke hår.

Et af de hår en kvinde ufrivilligt fik med i sit kød.
Et af de hår en kvinde ufrivilligt fik med i sit kød. Foto: Privat
Vis mere

Hos Coop i Norge beklager man fejlen.

Harald Kristiansen, der er kommunikationschef i Coop i Norge, forklarer til TV 2 Norge, at der desværre kan forekomme fremmedlegemer i produkter, men at det ikke sker ofte og heller ikke burde ske.

Han fortæller også, de er i fuld sving med at tjekke med leverandøren, hvor fejlen er opstået, og undersøge produktet.