Der er allerede meldinger om flere indbrud i nogle af de områder, der er ramt af brande i Californien – og de politifolk, B.T. møder, er ikke overraskede over, at folk tager alle midler i brug for at trænge igennem vejafspærringerne.

Det er svært at få lov til at køre på vejene i de områder nord for Los Angeles, der er ramt af voldsomme brande. Både flere indfalds- og hovedveje er afspærret af politibiler og betjente, og det skyldes ikke kun brandfare.

Myndighederne kæmper nemlig også med at holde uvedkommende væk fra de afspærrede områder, hvor mennesketomme huse og efterladte værdigenstande kan tiltrække kriminelle.

»Vi har tre opgaver,« fortæller Deputy Chief og Commanding Officer hos Los Angeles Police Kris E. Pitcher, da B.T. møder ham uden for hans politidistrikts midlertidige hovedkvarter tæt på nogle af de mange steder, der stadig er under evakuering.

Kris. E. Pitcher foran politidistriktets midlertidlige hovedkvarter.
Kris. E. Pitcher foran politidistriktets midlertidlige hovedkvarter. Foto: Sara Madsen
Vis mere

»Først og fremmest sørger vi for at evakuere folk og bringe dem i sikkerhed. Dernæst sikrer vi området og placerer betjente på udvalgte strategiske poster, hvor betjentene sørger for, at de evakuerede ikke vender tilbage til deres hjem, før det er forsvarligt, og så vi ikke skal til at evakuere dem igen.

Men en tredje, og også meget vigtig ting, er at kontrollere, at der ikke er nogen, der udnytter den her katastrofe-situation til at begå 'loitering'« (kriminalitet såsom indbrud og hærværk, red.).

Allerede meldinger om indbrud

Der er ifølge Officer Pitcher allerede begyndt at blive indrapporteret tilfælde af kriminalitet begået i kølvandet på de mange brande. Både i velhaver-byen Malibu og Ventura County er der meldinger om indbrud, og da B.T. taler med nogle af de betjente, der står ved en af de mange vejafspærringer i byen Calabasas, fortæller de også om flere mistænkelige køretøjer.

Vejafspærringer i byen Calabasas.
Vejafspærringer i byen Calabasas. Foto: Sara Madsen
Vis mere

Under vores snak med betjentene lyder det på deres knitrende radio, at der er set en varevogn køre rundt med fire mænd forklædt som brandfolk.

»It's California,« siger den ene betjent og slår ud med armene.

Afspærringerne varer ved

Selv i de områder, hvor evakueringen er ophørt, og beboerne har fået lov til at vende tilbage til deres hjem, er der mange steder fortsat massive politiafspærringer, hvor det er umuligt at få adgang uden gyldig dokumentation for, at man bor i det afspærrede område.

Mange huse står nemlig stadig tomme og venter på, at deres ejere vender hjem.

Således måtte danskfødte Patrick Koors legitimere sig for at få lov til at køre igennem blå blink og afspærringsbånd, da han mandag aften lokal tid endelig kunne vende tilbage til sit hus i Westlake Village, efter at han og hans familie havde været evakueret i tre dage.

Danskfødte Patrick Koors og resten af familien har været evakueret i tre dage, men har nu fået lov til at komme hjem.
Danskfødte Patrick Koors og resten af familien har været evakueret i tre dage, men har nu fået lov til at komme hjem. Foto: Sara Madsen
Vis mere

»Det er helt uvirkeligt. Fuldkommen som en film,« siger han, inden han med et par weekendtasker i hånden får åbnet døren til sit hus, hvor hans kone og deres to børn allerede venter.