Det er svært ikke at skænke Star Wars en lille tanke. Eller James Bond.

Kinesiske videnskabsmænd hævder at have fundet en måde til at lave laservåben, der kan skyde uafbrudt uden afbrydelse. I princippet for evigt.

Det skriver Business Insider.

Skal man tage kinesernes ord for gode varer, så vil det være et kvantespring i forhold til andre laservåben, og det vil bringe dem langt foran amerikanerne i forhold til at producere laservåben til brug i krig.

Ifølge Business Insider er de nye våben endnu ikke set i aktion, dog.

Det er ifølge South China Morning Post forskere fra Kinas Nationale Forsvarsteknologiske Universitet i Hunan, der hævder at have udviklet et kølesystem, der lader laserne forblive aktive uden at overophede.

»Et kæmpe gennembrud i at forbedre ydelsen i højenergi-lasersystemer,« lød det fra forskerne bag en videnskabelig artikel om opfindelsen tidligere i august.

Og helt tilbage til 2014 har USA's militær delt fotos af et lasersystem ombord på et skib.
Og helt tilbage til 2014 har USA's militær delt fotos af et lasersystem ombord på et skib. Foto: John F. Williams/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Højkvalitetstråler (af laser, red.) kan ikke bare blive produceret fra første sekund, men også holdt i gang uendeligt,« skrev forskerne videre i artiklen.

Ifølge den videnskabelige artikel er problemet blevet løst ved, at forskerne har opfundet en måde at blæse ren gas gennem kammeret og på den måde slippe af med ekstra varme. Problemet er nemlig, at laserstråler kan opvarme gassen i luften og skade kanonen indvendigt.

Mange lande arbejder på at opfinde fungerende laservåben til krigsførsel, der for eksempel skal kunne smelte stål.

De vil potentielt kunne skyde droner, missiler og små fly ned med lysets hast og uden at bruge kostbare missiler i forsøget.

Men det har ifølge Business Insider været et problem, at de skulle køle af længe efter affyring.