Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Til en pressekonference mandag i det kinesiske udenrigsministerium spurgte flere journalister ind til de protester, der finder sted i Kina lige nu.
Men udenrigsministeriets talsperson, Zhao Lijian, svarede ikke ligefrem beredvilligt på det hele.
Efter en journalist fra Reuters havde stillet sit spørgsmål, kunne man høre en knappenål falde til jorden.
The Guardian beskriver det som decideret »akavet stilhed« på deres hjemmeside, hvor de har delt et videoklip af situationen.
Spørgsmålet fra journalisten lyder i videoen, hvorvidt Kina vil genoverveje deres covid-19-politik i betragtning af folks udbredte 'vrede og frustration', som er kommet til udtryk i protester over hele landet de seneste døgn.
Da Reuters-reporteren er færdig, går der 31 sekunder, hvor udenrigsministeriets talsperson står i stilhed og kigger ned i sine papirer.
Så spørger han, om journalisten kan gentage sit spørgsmål. Og det gør journalisten.
Efter han har gentaget sit spørgsmål, går der så yderligere 21 sekunder med stilhed, før udenrigsministeriets talsperson svarer.
»Hvad du nævner, afspejler ikke, hvad der faktisk er sket. Kina har fulgt zero-covid-politikken,« siger Zhao Lijian så.
Zhao Lijian blev under samme konference også spurgt ind til et overfald og tilbageholdelse, som en BBC-journalist ifølge mediet blev udsat for under protesterne søndag.
I en udtalelse fra BBC lød det, at journalisten »blev tilbageholdt i flere timer, før han blev løsladt. Under anholdelsen blev han slået og sparket af politiet. Dette skete, mens han arbejdede som akkrediteret journalist«.
Alt dette manede Zhao Lijian til jorden på pressemødet:
»Ifølge vores forståelse er BBCs udtalelse ikke sand. Ifølge myndighederne i Shanghai afslørede den pågældende journalist ikke sin journalistidentitet på det tidspunkt. Han viste ikke åbent sit udenlandske pressekort,« sagde han.