Myndighederne i en by i den kinesiske del af Indre Mongoliet har udsendt en advarsel, efter en person, der var smittet med pest, døde af organsvigt. Det skriver Reuters.

Patienten var bekræftet smittet med byldepest, der er den pestvariant, som hærgede Europa i 1300-tallet og fik tilnavnet 'Den sorte død'.

Pesttilfælde er ikke ualmindelige i Kina, men gennem de senere år er der kommet færre og færre udbrud. Smitten bliver primært spredt af gnavere.

Fra 2009 til 2018 har Kina rapporteret om 26 smittede og 11 dødsfald.

Det er især gnavere som mus og rotter, der er årsagen, når der er udbrud af pest. (Photo by Kazuhiro NOGI / AFP)
Det er især gnavere som mus og rotter, der er årsagen, når der er udbrud af pest. (Photo by Kazuhiro NOGI / AFP) Foto: KAZUHIRO NOGI
Vis mere

Pest skyldes en bakterie, og gives der antibiotika på et tidligt stadie, reduceres dødeligheden markant fra 60 procent til omkring 15 procent.

De kinesiske myndigheder i byen har ifølge Reuters udsendt en 'stadie 3'-alarm med start fredag og frem til udgangen af 2020 for at forhindre sygdommen i at sprede sig yderligere.

I sidste måned var der en bare 15-årig dreng, som døde af pest. Også i Mongoliet.

Området, hvor den afdøde patient døde, er blevet lukket ned, og syv personer, der var i tæt kontakt med afdøde, er blevet isoleret og sat i forebyggende behandling.

De er indtil videre alle testet negative for sygdommen.