Jiang Zemin overtog magten i Kina efter massakren på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989.

Kinas tidligere leder Jiang Zemin er onsdag død, 96 år, oplyser de statslige kinesiske medier.

Nyhedsbureauet Xinhua skriver, at han døde af leukæmi og organsvigt.

Jiang var den uventede kandidat, da der skulle udpeges en ny leder i 1989 kort efter massakren på Den Himmelske Freds Plads i Beijing, der kan have kostet flere tusinde demonstranter livet.

Han afløste Zhao Ziyang som generalsekretær for Kinas kommunistparti, efter at Zhao faldt i unåde over sit forsøg på at komme i dialog med de vrede studerende.

Jiang førte som præsident landet ind i det 21. århundrede.

Under hans lederskab blev der sat fart i den økonomiske modernisering af Kina. Landet blev en vigtig international spiller.

Da han trådte tilbage i 2002, havde han gjort Kina til medlem af den internationale handelsorganisation WTO, han havde sikret sit land værtskabet for De Olympiske Lege i 2008, og Kina var godt på vej til at blive en supermagt.

»Kammerat Jiang Zemins død er et ubegribeligt tab for vores parti og vores militær og vort folk fra alle etniske grupper«, lyder det i en fælles erklæring fra Kommunistpartiet, regeringen og hæren.

/ritzau/Reuters.