Regeringspapirer viser, at det første tilfælde af coronasmitte i Kina kan spores tilbage til november.

Det tidligste bekræftede tilfælde af coronavirus kan spores tilbage til den 17. november og ikke december som hidtil antaget.

Det viser regeringspapirer, som den engelsksprogede avis i Hongkong South China Morning Post har set.

Der skulle være tale om en 55-årig mand fra Hubei-provinsen, der tog kontakt til sundhedsvæsenet den 17. november - uger før myndighederne annoncerede fremkomsten af det nye virus.

Fra denne dato blev der rapporteret om en til fem nye tilfælde hver dag.

Den 15. december var det samlede antal smittede 27. Fem dage senere var det samlede antal 60 bekræftede smittede, skriver avisen.

Den 27. december fortalte en læge fra et hospital i Hubei-provinsen de kinesiske sundhedsmyndigheder, at sygdommen skyldtes et nyt coronavirus.

På det tidspunkt var mere end 180 mennesker smittet. Lægerne kendte ikke nødvendigvis til dem alle, skriver South China Morning Post.

Da kalenderen viste 31. december, bekræftede de kinesiske myndigheder i Wuhan i Hubei-provinsen, at sundhedsvæsenet behandlede et antal tilfælde.

Antallet af bekræftede tilfælde steg fra 266 på årets sidste dag og til 381 på den første dag i 2020.

Nogle dage senere - den 11. januar - bekræftede Kina landets første dødsfald.

Videnskabsfolk har forsøgt at kortlægge spredningsmønsteret for coronavirusset, siden epidemien brød ud i Wuhan i januar.

Det vil hjælpe forskerne meget, hvis de bedre kan forstå, hvordan virusset har spredt sig, og hvordan uopdagede tilfælde har bidraget til spredningen.

Forskere er meget opsatte på at finde den såkaldte "patient zero" - den første dokumenterede smittede - men det er endnu ikke lykkedes.

/ritzau/