Den kinesiske regering vil investere mere i vejrmanipulerende teknologi til gavn for Kinas landlige regioner.

Kina vil styrke landets evne til at manipulere vejret og udvide et igangværende program om at producere kunstig regn og sne. Målet er, at programmet skal dække mindst 5,5 millioner kvadratkilometer land inden 2025.

Det oplyser den kinesiske regering onsdag.

Ifølge regeringen skal den politiske kurs sørge for, at landets evne til at modificere vejret når et "avanceret" niveau i 2035.

Det skal i sidste ende sikre nyt liv til Kinas landlige regioner, genoprette økosystemer og minimere tab i forbindelse med naturkatastrofer.

Kina har jævnligt gjort brug af vejrmanipulerende teknologi som skypodning for at mildne effekterne af tørke eller for at rense luften for forurening forud for større internationale begivenheder.

Skypodning går ud på at sprøjte kemikalier op i skyerne for at udløse regnvejr, der ellers ikke ville være forekommet.

Landet har også bygget et skypodningssystem ved Det Tibetanske Plateau i det nordvestlige Kina i et forsøg på at forøge mængden af regn i regionen. Plateauet er hjem for Asiens største ferskvandsreserve.

Den kinesiske regering lover onsdag, at landet vil fortsætte vejrprojekterne i området.

Regeringen siger også, at den vil udbygge Kinas videnskabelige evner og etablere et laboratorie.

Det skal fremover gøre landet endnu bedre til at forårsage eller forhindre regn, fjerne tåge og forbedre luftkvaliteten ved at manipulere vejret, siger regeringen.

Det er stadig usikkert, hvorvidt skypodning rent faktisk virker.

Blandt andet fordi man ikke ved, hvordan resultatet havde været, hvis man ikke havde forsøgt sig med skypodning.

/ritzau/Reuters