Klokken 10.00 lørdag morgen lokal tid stoppede folk på fortovene over det meste af Kina til ære for landets omkomne efter coronavirus.

Mens folk flere steder holdt en tre minutter lang landsdækkende stilhed, gik luftsirenerne i gang, og biler, tog og skibe lod deres horn lyde landet over.

I millionbyen Wuhan, hvor virusset sent sidste år for alvor begyndte at sprede sig som det første sted i verden, stod folk stille på gaderne.

Ansatte på Tongji-hospitalet stod uden for hovedbygningen med nedbøjede hoveder.

Nogle havde iført sig deres beskyttelsesdragter, der er blevet et symbol på krisen, der siden har bredt sig til de fleste af verdens lande.

- Jeg mærker en gennemtrængende sorg for både vores kolleger og de patienter, der er døde, siger Xu, en sygeplejerske, der arbejdede på frontlinjen i hospitalet, da virusset var på sit højeste i Wuhan.

- Jeg håber, de finder hvile.

3330 mennesker er døde af virusset i Kina, viser en opgørelse foretaget af Johns Hopkins University.

Der hersker dog noget usikkerhed om tallet.

/ritzau/AFP