Coronakrisen har ramt Kina hårdt, siger minister ved Kinas årlige samling af Den Nationale Folkekongres.

Kina undlader at sætte et mål for væksten i 2020, efter at coronakrisen har ramt verdens andenstørste økonomi hårdt.

Det siger premierminister Li Keqiang natten til fredag dansk tid i forbindelse med indledningen af Kinas årlige samling af Den Nationale Folkekongres (NPC), skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

I stedet for vil den kinesiske regering - på grund af den store usikkerhed, som coronakrisen bringer - prioritere at få nedbragt ledigheden og sikre basale levestandarder, siger Li Keqiang.

Det er første gang, at Kina ikke sætter et årligt mål for bruttonationalproduktet (bnp) siden 1990.

Bnp er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det. Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.

Li Keqiang meddelte også, at Kinas budgetunderskud vil være over 3,6 procent af bnp'en i år. Underskuddet et steget med 1000 milliarder yuan, svarende til 957 milliarder kroner, i det seneste år.

Derudover vil der blive udstedt statslån for 3750 milliarder yuan til blandt andet kontrol af coronavirusset. Li Keqiang kaldte det "ekstraordinære handlinger for usædvanlige tider". Beløbet svarer til 3589 milliarder kroner.

De mange milliarder yuan vil blive givet til de lokale regeringer i Kinas regioner. De skal bruges på at skabe arbejdspladser, sikre basale levestandarder og sikre virksomheder.

Li Keqiang siger, at Kina er "meget klar over problemerne", som landet står over for.

Før coronakrisen forventede Kina en årlig vækst på seks procent i år. Virusudbruddet fik Kinas økonomi til at skrumpe med 6,8 procent fra januar til og med marts.

Efter en usædvanlig forsinkelse på 78 dage har Kinas folkekongres fredag begyndt sin årlige samling i Folkets Store Hal i Beijing, den kinesiske hovedstad.

Det er første gang siden kulturrevolutionen under formand Mao Zedong, der døde i 1976, at Kinas Nationale Folkekongres (NPC) med op imod 3000 kommunistiske delegerede er forsinket.

/ritzau/