I Kina frygter man nu for, at der kommer et nyt dødbringende udbrud af coronavirus, efter der har været 18 tilfælde i den samme by siden 7. maj.

For at undgå et eventuelt udbrud har man i Kina derfor besluttet at lukke ned for et område. Det betyder, at 108 millioner mennesker nu er tilbage i lockdown.

Det skriver mediet Bloomberg.

Kina har indført begrænsninger for to byer i provinsen Jilin, der er beliggende i det nordøstlige Kina. Byerne, der er tale om, er Jilin og Shulan.

Jilin er en del af Dongbei-regionen, som er hjemsted for over 100 millioner indbyggere.

I området har sundhedsmyndighederne hævet trusselniveauet til 'højrisiko'.

Der er blevet testet 40.000 indbyggere i de to byer efter, at embedsmænd blev advaret om et eventuelt nyt udbrud.

Myndighederne stoppede alle større transportforbindelser til og fra nabobyer i byen Jilin.

I Shulan kom 8.000 indbyggere i karantæne efter, at der blev fundet 18 nye tilfælde i byen siden den 7. maj.

Borgerne må kun forlade deres hjem to timer om dagen, hver anden dag, hvis de har noget, de skal.

Skoler, offentlig transport og offentlige steder blev også tvunget til at lukke.

I det sidste døgn har sundhedsmyndighederne rapporteret fem nye bekræftede tilfælde i Jilin, der er placeret tæt på grænsen til Rusland og Nordkorea.