Kinas sydlige luftforsvarskommando har torsdag hævdet, at et amerikansk krigsskib ulovligt har befundet sig i kinesisk farvand.

Det afviser den amerikanske flåde nu.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Først kom meldingen fra den kinesiske kommando om, at landets militær havde overvåget det amerikanske skibs færd og derefter havde fordrevet det fra området omkring Paraceløerne i Det Sydkinesiske Hav.

Nu er der så kommet en melding fra USA.

Ifølge den amerikanske flåde er påstandene om, at kinesisk militær skulle have fordrevet et amerikansk krigsskib fra området omkring øgruppen, falske.

I erklæringen fra den kinesiske kommando lød det tidligere på morgenen, at det amerikanske krigsskib – en såkaldt destroyer ved navn 'Milius' – skulle være trængt ulovligt ind i Kinas territorialfarvande:

»Styrkerne vil opretholde et højt alarmberedskab til enhver tid og tage alle nødvendige forholdsregler for resolut at sikre national suverænitet og sikkerhed og fred og stabilitet i Det Sydkinesiske Hav,« lød det ifølge Reuters fra Tian Junli, der er en talsmand for Kinas Sydlige Kommando.

Kina gør ifølge nyhedsbureauet AFP krav på store dele af Det Sydkinesiske Hav, som er en strategisk havvej og vigtig for den internationale handel.

Siden 1974 har Kina gjort krav på Paraceløerne.

Både Kina, Taiwan og Vietnam gør ifølge den amerikanske efterretningstjeneste CIA krav på øgruppen, der huser flere kinesiske militære områder, herunder baser.

Spændingerne mellem Kina og USA er på det seneste vokset.