Kina og USA forpligter sig til at samarbejde om håndtering af klimakrisen. Det fremgår af en fælleserklæring.

Kina og USA forpligter sig til at indgå et samarbejde om at modvirke klimaforandringer.

Det oplyser de to stormagter i en fælleserklæring lørdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Erklæringen er blevet til efter samtaler i Shanghai mellem præsident Joe Bidens særlige klimaudsending, John Kerry, og dennes kinesiske kollega, Xie Zhenhua.

- USA og Kina er forpligtede til at samarbejde med hinanden og med andre lande for at håndtere klimakrisen med den alvor og hurtighed, som det kræves, hedder det i udtalelsen.

Mødet mellem Kerry og Zhenhua fandt sted over to dage tidligere i denne uge.

John Kerry blev dermed den første fra Joe Bidens administration til at besøge Kina.

Det gav håb om, at de to lande kan stå sammen mod den globale udfordring, som klimaforandringer udgør, til trods for "skyhøje spændinger på adskillige andre områder", skriver nyhedsbureauet AFP.

På torsdag og fredag er den amerikanske præsident Biden vært for et digitalt klimatopmøde. 40 politiske ledere er inviteret. Deriblandt statsminister Mette Frederiksen (S).

Kinas præsident, Xi Jinping, har ikke bekræftet, om han deltager.

Biden skrev i sin invitation 26. marts om mødet, at "det bliver en vigtig milepæl frem til FN's klimakonference (COP26) i november i Glasgow".

I modsætning til forgængeren Donald Trump har Biden gjort klimaspørgsmålet til en af sine topprioriteter.

Som en af sine første handlinger i Det Hvide Hus tilsluttede han igen USA Parisaftalen fra 2015, som Trump havde trukket USA ud af.

Det var John Kerry, der som daværende udenrigsminister forhandlede på vegne af USA i Paris.

Parisaftalen forpligter de deltagende lande til at holde den globale temperaturstigning under to grader af niveauet fra den førindustrielle tid i midten af det 19. århundrede.

/ritzau/