Lyt til artiklen

»Kina skruer op for blusset og sender et klart signal til både Taiwan og Vesten.«

Sådan siger B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, efter Kina torsdag morgen dansk tid har indledt en militærøvelse med langdistancemissiler nær Taiwan.

Kinas militærøvelse er den hidtil største nær taiwansk territorium og er blevet bekræftet af den kinesiske, statslige tv-station CCTV.

Samtidig kan den kinesiske opskalering af sin tilstedeværelse ses som et udtryk for, at Kina vil sende et signal, der ikke er til at misforstå, vurderer Jakob Illeborg.

Her ses en kinesisk militærhelikopter, der flyver tæt på Pingtan Island, der er et af Kina tætteste områder ved Taiwan.
Her ses en kinesisk militærhelikopter, der flyver tæt på Pingtan Island, der er et af Kina tætteste områder ved Taiwan. Foto: HECTOR RETAMAL
Vis mere

»Man ønsker at straffe Taiwan for at huse Nancy Pelosi. Men Kina vil også sende et signal til Vesten og USA om, at man betragter Taiwan som en del af Kina,« siger han og fortsætter:

»Det er en del af Kinas aggressive strategi, men langt hen ad vejen er det spil for galleriet.«

Kort tid efter den amerikanske toppolitiker Nancy Pelosi satte benene på taiwansk grund, kom Kina med en advarsel om militærøvelser som reaktion på besøget.

En reaktion, der skal ses i lyset af landets interne politiske situation, mener Jakob Illeborg.

»Kina har været igennem en hård periode med covid-19, og den kinesiske præsident, Xi Jinping, står over for et genvalg. Derfor har man brug for at vise, at Kina er på rette vej og spille med musklerne,« fortæller han.

Siden Kina tirsdag aften annoncerede militærøvelser nær Taiwan, har Vesten spekuleret i sandsynligheden for en storkonflikt. En storkonflikt, der sandsynligvis vil komme en dag.

»Hvis vi sammenligner med et gasblus, så har Kina skruet voldsomt op, men man er ikke oppe på maks. Der kommer nok en konflikt en dag, men ikke endnu,« siger Jakob Illeborg.

Skal vi frygte en lignende situation, som vi ser med Rusland?

Formanden for Repræsentanternes Hus i USA, Nancy Pelosi under onsdagens møde med den taiwanske præsident Tsai Ing-wen.
Formanden for Repræsentanternes Hus i USA, Nancy Pelosi under onsdagens møde med den taiwanske præsident Tsai Ing-wen. Foto: TAIWAN PRESIDENTIAL OFFICE
Vis mere

»Det vil jeg ikke mene. Kina er mindre lunefuld end Rusland, og det er ikke noget presserende behov for at få indlejret Taiwan i Kina lige nu. Men i fremtiden kan vi stå i en situation, hvor Kina er vores nye hovedfjende.«

Alligevel er det sandsynligt, at Kina i højere grad vil være til stede omkring Taiwan.

»Kina skruer næppe ned for blusset igen til samme niveau som før, så gennemsnitstemperaturen vil være højere end før – og det er super angstprovokerende,« siger Jakob Illeborg.

På grund af militærøvelserne har Taiwan bedt skibe tage alternative ruter og har samtaler med Japan og Filippinerne om at omdirigere luftfarten.