Sengen svajede, gardinerne stod ud fra væggen, og glassene klirrede.

Kim Møller Nielsen vågnede med et sæt, da han mandag morgen lå og sov i sin ferielejlighed i Cypern.

Her kunne han nemlig meget tydeligt mærke det jordskælv, der natten til mandag ramte det sydlige Tyrkiet.

»Jeg vågnede ved, at min seng rystede. Det føltes, som om nogen stod og vuggede min madras fra side til side,« fortæller den 55-årige salgscoach fra rejseselskabet Tui og tilføjer:

»Jeg skulle lige samle mig. Der gik en milliard tanker gennem hovedet: 'Hvad er det her for noget? Hvad skal jeg gøre?'«

Hans forlængede weekend på middelhavsøen fik en uventet afslutning, for da han først var vågnet, blev han straks klar over, at der var tale om et jordskælv.

Han fortæller, at det er et område, der med jævne mellemrum oplever masser af små jordskælv.

»Der kommer ofte en lille rystelse, som er kortvarig. Det er man vant til, og det lever man med, men jeg har aldrig oplevet noget, som dette. Det var voldsomt.«

Du kan læse seneste nyt om jordskælvet i vores liveblog.

De seneste 30 år har han jævnligt gæstet øen, og han har nu en ferielejlighed i Larnaca på den sydøstlige del af Cypern.

»Jeg er kommet her siden 1988, og jeg har aldrig oplevet noget som det her. Det var virkelig slemt,« siger han og fortæller, at rystelserne varede et par minutter.

Som ansat i rejsebranchen har han været over det meste af verden og oplevet lidt af hvert. Eksempelvis befandt han sig på et krydstogtskib i Thailand under tsunamien i 2004.

Billederne fra Syrien viser, at jordskælvet også bragte død og massive ødelæggelser med sig her.
Billederne fra Syrien viser, at jordskælvet også bragte død og massive ødelæggelser med sig her. Foto: RAMI AL SAYED
Vis mere

»Sammen med tsunamien er det her noget af det voldsomste, jeg har oplevet,« siger han.

Glassene klirrede i skabene, gardinerne stod ud fra væggen, og da han kiggede ud ad vinduet, så han el-ledningerne svinge omkring en meter.

»Lysene blev hurtigt tændt i alle lejlighederne rundtomkring, selvom klokken kun var lidt over 3 om natten.«

Heldigvis bor Kim Møller Nielsen i en nyere del af byen i en lejlighed, der er sikret mod jordskælv. Derfor vurderede han, at det var mest sikkert at blive inden døre.

Bygninger styrtede i grus, da jordskælvet ramte. Her en ødelagt boligblok fra Malatya i Tyrkiet.
Bygninger styrtede i grus, da jordskælvet ramte. Her en ødelagt boligblok fra Malatya i Tyrkiet. Foto: DEPO PHOTOS
Vis mere

»Jeg blev svimmel på en mærkelig måde. Det var en meget ukontrollabel følelse. Jeg blev bange, og jeg turde ikke rigtig gå ned på gaden. Jeg vidste jo heller ikke, om der kom et efterskælv,« siger han.

Da B.T. taler med ham ved 8-tiden lokal tid, er hverdagen så småt vendt tilbage på gaden udenfor, og folk er på vej på arbejde.

Selv flyver han tilbage til Danmark mandag eftermiddag.

»Jeg har tænkt mig at gå en tur rundt i byen senere og se, om der er sket noget, og høre, om folk, jeg kender, er okay.«

Jordskælvet blev målt til 7,8 på richterskalaen og kunne mærkes i store dele af regionen.

Mandag morgen er mere end 500 personer indtil videre bekræftet omkommet i Tyrkiet og Syrien.