Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Jagthunde kan være en dejlig ting at få som en gave. Men de kan også blive for kostbare.
Sydkoreas daværende præsident Moon Jae-in er blevet nødt til at opgive de to jagthunde, som han fik af den nordkoreanske leder Kim Jong-un i 2018.
Regeringen vil ikke længere betale for foder og regningerne til veterinærerne. I stedet er de endt i en sydkoreansk zoologisk have. Det skriver The Guardian.
Kim havde givet de to hvide Pungsan jagthunde – en art der findes i Nordkorea – til den daværende sydkoreanske præsident Moon, som en gave efter deres samtale i Pyongyang i 2018.
Men i sidste måned blev det for meget for Moon. Han opgav simpelthen hundene, idet han citerede manglen på økonomisk opbakning fra den konservative regering, ledet af Yoon Suk-yeol.
Hundene hedder Gomi og Songgang, og de blev flyttet til en zoologisk have i den sydlige by Gwangju.
De blev vist frem i mandags, med borgmesteren i Gwangju, Kang Gijung, til stede. De havde begge deres navne om halsen, mens journalister tog fotoer af begivenheden.
Borgmesteren var fuld of lovord, da han præsenterede de to nytilkomne for pressen:
»Gomi og Songgang er symbolet på fred – på Syd- og Nordkoreas forsoning og samarbejde. Vi vil passe godt på dem – og vi vil kultivere fredens frø.«
Hundene har fået seks hvalpe siden de kom til Sydkorea. En af dem er blevet opfostret i den zoologiske have i Gwangju siden 2019. De andre fem er i andre zoologiske haver.
De to hunde er officielt statslig ejendom. Men Moon fik lov til at tage dem med til sin private ejendom, da han fratrådte embedet i maj.
Men i november blev det altså for dyrt at have de to jagthunde på kost.
Moon går ind for tilnærmelse med Nordkorea, og han får æren for det nu slumrede diplomati, der handler om Nordkoreas atomprogram.
Hans politik bliver af Yoon beskyldt for at være 'for eftergivende' over for Nordkorea.