Da den nordkoreanske leder Kim Jong-uns halvbror, Kim Jong-nam, blev myrdet i fuld offentlighed med nervegift, begyndte en opsigtsvækkende sag at blive oprullet. Den har nu taget en vild drejning.

Ifølge Wall Street Journal skulle Kim Jong-nam nemlig have været hemmelig informant for flere landes efterretningstjenester – blandt andet CIA.

Det fortæller en anonym kilde, som angiveligt har ’viden om sagen’, til avisen. Kilden siger, at »der var en forbindelse« mellem broren og CIA.

»Adskillige tidligere embedsmænd i USA fortæller, at halvbroren boede uden for Nordkorea i mange år og ikke havde forbindelser i Pyongyang (Nordkoreas hovedstad, red.), og derfor sandsynligvis ikke kunne fortælle i detaljer, hvordan landet fungerede internt,« skriver Wall Street Journal.

Kim Jong Nam
Kim Jong Nam Foto: TOSHIFUMI KITAMURA
Vis mere

Det forhindrede dog ikke Nordkorea i angiveligt at sende to kvindelige ’agenter’ efter 46-årige Kim Jong-nam i Kuala Lumpurs lufthavn i Malaysia.

Her angreb de ham med den ekstremt farlige og ulovlige nervegas VX. De blev hurtigt anholdt, men i dag, to år efter angrebet, er de begge på fri fod.

Det sker efter to opsigtsvækkende retssager, hvor kvinderne erkendte sig skyldige – men ikke i drab.

30-årige Doan Thi Huong var oprindeligt tiltalt for drab på Kim Jong-nam. Dermed risikerede hun dødsstraf. Det er straffen for drab i Malaysia, hvor retssagen har kørt.

I stedet blev hun dog tiltalt for at have forårsaget skade med et våben, på den betingelse at hun erklærede sig skyldig. Det gjorde hun, og hun blev idømt godt tre års fængsel.

Hun har dog allerede været varetægtsfængslet i to år.

Det betyder ifølge hendes advokater, at hun på grund af malaysiske afsoningsregler kunne gå fri allerede i begyndelsen af maj i år.

Den anden kvinde blev højst overraskende løsladt allerede 11. marts.

Den ene af de to kvinder, Doan Thi Huong, som slog Kim Jong Nam ihjel. Hun blev løsladt fra fængslet 3. maj i år.
Den ene af de to kvinder, Doan Thi Huong, som slog Kim Jong Nam ihjel. Hun blev løsladt fra fængslet 3. maj i år. Foto: LUONG THAI LINH
Vis mere

Siti Aishah var ligesom den nu dømte Doan Thi Huong anklaget for at have smurt nervegiften VX i Kim Jong-nams ansigt i lufthavnen i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, den 13. februar i 2017.

Kim Jong-nam døde af giften 20 minutter senere, og begge kvinder blev anholdt i de efterfølgende dage.

Årsagen til at man mener, de to kvinder blev ansat af Nordkorea, er, at kvinderne angiveligt blev ansat af fire nordkoreanske mænd, som også blev eftersøgt i kølvandet på drabet.

De nåede alle at forlade Malaysia i timerne efter drabet.

Siti Aisyah, den anden af de to kvinder, som slog Kim Jong Nam ihjel. Hun blev løsladt i marts.
Siti Aisyah, den anden af de to kvinder, som slog Kim Jong Nam ihjel. Hun blev løsladt i marts. Foto: MAST IRHAM
Vis mere

Efter mordet nægtede Nordkorea at lade malaysiske myndigheder obducere Kim Jong-nam. De ville derimod have ham udleveret hurtigst muligt til det lukkede diktatur.

Kim Jong-nam var ældste søn af Nordkoreas afdøde leder Kim Jong-il. Han blev tidligere opfattet som arving til det politiske dynasti, der har styret landet siden dets grundlæggelse i 1948.

Men i 2001 blev Kim Jong-nam skubbet ud på et sidespor, efter at han forsøgte at slippe ind i Japan på falsk pas.

Han opholdt sig derefter næsten kun i udlandet, hvorfra han kritiserede det nordkoreanske styre.