Kilden til denne historie har efter publiceringen vist sig at være usikker. Der er sandsynligvis tale om et satirisk indlæg. Læs mere her: Falsk historie om bestialsk henrettelse

Nordkoreas leder Kim Jong-un lod midt i december sin førhen så indflydelsesrige onkel henrette på den mest grusomme måde.

Ifølge TV-stationen NBC News blev Jang Song Thaek efter dødsdommen smidt nøgen ind i et bur til et stort koppel glubske hunde, der gjorde det af med ham.

Den bestialske henrettelsesform blev ikke blot Jang Song Thaeks skæbne. Også fem af hans nærmeste rådgivere blev smidt for de i alt 120 hunde, der var blevet sultet i dagevis.

NBC citerer den Hong Kong-baserede avis Wen Wei Po, der angives at stå Kinas kommunistiske parti nær for de uhyggelige detaljer, men understreger også, at oplysningerne ikke er blevet bekræftet af uafhængige kilder.

NBC noterer, at det fra nordkoreansk side aldrig er blevet offentliggjort, hvordan Jang Song Thaek blev henrettet og citerer yderligere avisen, Wen Wei Po for, at Kim Jong-un og hans bror, Kim Jong Chol, sammen med 300 embedsfolk selv overværede de makabre henrettelser, der ifølge oplysningerne stod på i mere end en time.

Efterfølgende var der ikke meget tilbage.

De henrettede blev ifølge oplysningerne »ædt fuldstændigt«.

Jang Song Thaek blev førhen set som Kim Jong-uns mentor og det nordkoreanske styres direkte linje til den kinesiske ledelse.

Under en kort retssag ved en militærdomstol blev han imidlertid reduceret til en »korrupt narkopåvirket skørtejager optaget af at opbygge sin egen fraktion i det regerende parti«. Det var i hvert fald den karakteristik, som det lukkede lands nyhedsbureau, KCNA, brugte om ham.

Ifølge det nordkoreanske nyhedsbureau, der i yderst sjældne tilfælde offentliggør detaljer om udrensningen i partitoppen, var Jang Song Thaek »påvirket af kapitalistisk livsstil«, idet han både havde et »upassende forhold til adskillige kvinder« og frekventerede diverse luksusrestauranter.

Hustruen, Kim Kyong-hui, er søster til landets afdøde leder, Kim Jong-il.