Efter at Kim Jong-Un for nyligt haft travlt med et officielt besøg fra Rusland, skærer Nordkoreas leder nu ned på landets tilstedeværelse i udlandet.
Således rapporterer the Guardian, at Nordkorea har planer om at lukke næsten en fjerdedel af landets diplomatiske repræsentation.
Det skyldes angiveligt, at den nordkoreanske økonomi er ramt hårdt af internationale sanktioner.
Ifølge avisen har nordkoreanske ambassadører i både Uganda og Angola annonceret lukning af de pågældende ambassader og foretaget afskedsbesøg hos landenes ledere.
Derudover har man lukket sit konsulat i Hongkong og sin ambassade i Madrid.
Ifølge den japanske avis Yomiuri Shimbun kan samme skæbne overgå otte andre nordkoreanske repræsentationer i udlandet.
The Guardian skriver endvidere, at sanktioner mod leder Kim Jong-un og Nordkorea har betydet, at det er vanskeligt for landet at erhverve sig udenlandsk valuta, som blandt andet bruges til at finansiere tilstedeværelsen i udlandet.
»Dette er et glimt af Nordkoreas frygtelige økonomiske situatiuon, hvor det er vanskeligt at opretholde selv minimale diplomatiske relationer med traditionelt allierede lande,« lyder vurderingen fra Sydkoreas foreningsministerium, som står for at administrere forbindelsen med Nordkorea.
Fra nordkoreansk side lyder det imidlertid, at lukningerne af ambassader er 'en del af de almindelige anliggender ... for at fremme deres nationale interesser i eksterne forbindelser', lyder det ifølge avisen på Nordkoreas udenrigsministeriums hjemmeside.
På trods af mange års internationale sanktioner mod Nordkorea har landet opretholdt diplomatiske bånd med cirka 159 lande, hvoraf man har en tilstedeværelse i omkring 50.