Nordkoreas leder er glad for Trumps positive måde at tænke på før et nyt topmøde mellem dem i februar.

På trods af USA's økonomiske sanktioner mod Nordkorea er landets leder, Kim Jong-un, meget tilfreds med et brev, han har modtaget fra USA's præsident, Donald Trump.

Brevet har fået den nordkoreanske leder til at lovprise Trumps "positive måde at tænke på".

Lederen "vil vente med tålmodighed og god tro," inden USA og Nordkorea formentlig finder et passende tidspunkt at mødes.

Det skriver Reuters efter officielle meldinger fra KCNA, det nordkoreanske statslige nyhedsbureau.

- Han talte med stor respekt om Donald Trump og viste stor tilfredshed med resultaterne fra de seneste samtaler mellem USA og Nordkorea, beretter KCNA ifølge Reuters.

Fredag var en nordkoreansk delegation ifølge Reuters i Washington for at holde indledende samtaler om et nyt topmøde.

Lørdag meldte Trump ud, at USA og Nordkorea var blevet enige om, hvor et topmøde mellem de to lande skal finde sted i februar.

- Vi har valgt et land, sagde den amerikanske præsident uden at komme med yderligere oplysninger omkring lokationen.

Et forudgående "hemmeligt" møde skulle angiveligt være arrangeret i Sverige.

Her skal Lee Do-Hoon fra Sydkorea og USA's Steve Biegun, der udtaler sig i forhandlingerne om Nordkorea, blandt andet deltage.

De to repræsentanter skal mødes med Choe Son Hui, der er stedfortrædende udenrigsminister i Nordkorea.

Trump og Kim Jong-un mødtes første gang i juni 2018 i Singapore.

USA vil have Nordkorea til at arbejde for en atomafrustning på Den Koreanske Halvø.

På topmødet indvilgede Kim Jong-un i at samarbejde om det, men aftalen er blevet kritiseret for at være vagt formuleret og uden konkrete mål.

Nordkorea er underlagt skrappe sanktioner vedtaget i FN's Sikkerhedsråd på grund af sit arsenal af atomvåben.

Det er blot få uger siden, at Kim Jong-un i sin nytårstale sendte en form for trussel afsted mod USA, som han vil have til at fjerne sanktionerne mod landet.

- Hvis USA ikke holder sine løfter, som man har givet foran hele verden, kan vi være nødt til at finde en ny vej til at beskytte vores uafhængighed og interesser, sagde han.

/ritzau/