For den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, er der ingen tvivl. Det er en »dyster situation,« som landet står over for.

Og det er særligt én grund til.

Kim Jong-un vil stramme op på levekårene i Nordkorea. Det skriver det amerikanske medie AP News.

Udmeldingen kommer i den nordkoreanske leders tale til befolkningen under fejringen af det 76. jubilæum for landets militære styrke – også kaldet den Koreanske Folkearmé.

I sin tale opfordrer Kim Jong-un myndighederne i landet til at gøre en bedre indsats for at forbedre befolkningens adgang til mad, tøj og et tag over hovedet.

Men det er ikke den eneste indrømmelse Kim Jong-un kommer med.

Den nordkoreanske leder bekræftede også i sin tale, at hans partis planer for økonomien var røget i vasken. Det var især de lukkede grænser under coronapandemien, der blev den sidste dråbe i bægeret og kastede Nordkoreas økonomi ud i en dyb krise.

Derfor præsenterede Kim Jong-un nogle nye udviklingsplaner for landet, der skal forløbe over de næste fem år.

Og her skal hovedfokus altså være at genoprette nationaløkonomien og gøre levekårene bedre for den nordkoreanske befolkning.

Dog havde Kim Jong-un ingen ord tilovers for situationen omkring atomforhandlingerne mellem USA og Nordkorea.

Der blev heller ikke nævnt noget om fredsforhandlingerne med Sydkorea. Her blev kommunikationen genoptaget i begyndelsen af oktober.