Trommeslageren Neil Peart, kendt fra det canadiske band Rush, er død i en alder af 67.
Neil Peart døde torsdag i Santa Monica, Californien, efter at have haft kræft i hjernen.
Det oplyser familiens talsmand Elliot Mintz ifølge det canadiske medie CBC.
Neil Peart var kendt for at sine sangtekster og for at blande trommeteknikker fra forskellige genrer som jazz og Big Band-musikken med hård rock, skriver CBC.
Bandet Rush blev dannet i 1970'ernes Toronto og har gennem årene skabt sig en verdensomfattende fanbase, der har købt millioner af Rush-albums, skriver mediet.
Rush var en trio, og de tre mænd blev allerede indlemmet i den canadiske Hall of Fame for musik i 1994.
Der skulle dog gå nogle år, før de kom i den tilsvarende Hall of Fame i USA i 2013.
Neil Peart efterlader sig sin kone og datter.