Kun få millimeter fra konkurs er det populære britiske tøjmærke Jaeger nu blevet opkøbt af milliardæren Philip Day.

Det skriver britiske The Guardian.

Den nuværende ejer, kapitalfonden Better Capital, havde ellers kastet håndklædet i ringen, efter at man tidligere på året havde forsøgt at sælge tøjkæden. Nu lader det dog til, at forbrugere verden over kan se frem til fortsat at købe tøj hos Jaeger.

Ifølge The Guardian vil Phillip Day, der står bag detailkoncernen Edinburgh Woollen Mill og skulle være god for otte milliarder dollars, viderefører det historisk populære tøjmærke i sin nye butikskæde Day.

Men selv om han har valgt at købe Jaeger, så har han imidlertid fravalgt kædens godt 46 butikker. Det betyder, at godt 700 af Jaegers butiksansatte således står til at miste deres arbejde. Kæden har allerede nu lukket mindst 20 butikker, skriver The Guardian.

Jaeger blev grundlagt i 1884 af forretningsmanden Lewis Tomalin og har siden haft prominente kunder i form af Audrey Hepburn og Marilyn Monroe. Da tøjkæden var på sit højeste, havde man hundredvis af butikker rundt om i verden.

Sideløbende har Jaeger haft adskillige ejere, indtil den nuværende ejer, Better Capital, overtog mærket tilbage i 2012. Det skrantede dog så meget for Jaeger, at det end ikke lykkedes Better Capital at sælge mærket for 260 millioner kroner tidligere på året. Derfor valgte Better Capitalk også at trække stikket.

Heldigvis nåede de ikke at trække stikket helt ud, før Philip Day kom til undsætning. Tidligere har Philip Day købt mærker som Austin Reed og Jane Norman, der ligeledes forsøgte at holde sig oven vande.