Sverige kan være på vej mod (endnu) en coronakatastrofe og burde lære af Danmarks gode eksempel.

Især når det gælder brugen af coronapas som et effektivt middel til at få mange borgere til at lade sig vaccinere mod corona.

Det er hovedbudskabet fra den kendte, svenske journalist og forfatter Jan Guillou søndag i en klumme i Aftonbladet.

Her erkender Jan Guillou lettere nødtvungent, at det for en gang skyld er muligt at kunne fremhæve Danmark som et politisk forbillede for Sverige. Nemlig når det handler om kampen mod corona.

Og ikke mindst fordi den svenske regerings modvilje mod at imødekomme et krav fra de borgerlige partier om at indføre coronapas. Noget som hovedparten af EU-landene – heriblandt Danmark – med stor succes har anvendt.

»Danmark har med tydelige og enkle politiske tiltag skaffet sig en betydeligt højere vaccinationsrate end Sverige. Tidligt blev kravet om et vaccinepas indført for at få lov til at gå på pub og til offentlige sammenkomster. Og de er begyndt at vaccinere skolebørn fra de er tolv år og opefter,« skriver han.

I Sverige tilbyder myndighederne kun vaccine til personer fra 16 år og opefter.

»Fortæl danske mænd, at de skal vaccineres for at få en øl med deres venner, og de vil blive vaccineret hurtigere end hurtigt. Dette giver også adgang til den vanskeligste gruppe inden for den uvaccinerede del af befolkningen – mænd mellem 20 og 40 år,« fortsætter Jan Guillou.

Han forudser samtidig, at Sverige kan stå på tærsklen til endnu en coronabølge, når efteråret for alvor banker på.

I Sverige er foreløbig kun 60,4 procent af hele befolkningen færdigvaccineret, mens det tilsvarende tal i Danmark er 73,7.

Det placerer ifølge Our World in Data Danmark på 8.-pladsen blandt verdens mest vaccinerede befolkninger, mens Sverige først kommer på 23.-pladsen. Listen toppes af Malta med 80,8 procent færdigvaccinerede.

I Sverige med godt 10,3 millioner indbyggere er der registreret 14.703 coronadødsfald, mens der blandt Danmarks omkring 5,8 millioner borgere er registreret 2.611 coronadødsfald.