Lyt til artiklen

Natten til mandag fandt to eksplosioner sted i Stockholm.

Politiet har i den forbindelse anholdt fem personer. Den ene af dem er en kendt rapper, skriver Expressen.

Rapperen er tidligere kendt af politiet og har flere domme bag sig, lyder det.

Der bliver ikke sat navn på rapmusikeren, der skulle have opnået stor succes i musikverdenen det seneste år.

Men han kobles altså også til de kriminelle bandemiljøer i Stockholm.

Og han er ikke den eneste kendte rapper, hvis navn er dukket op i forbindelse med eksplosionerne.

På den adresse, hvor en af eksplosionerne fandt sted, står nemlig navnet på en anden Stockholm-rapper. Også kendt for at have forbindelser til bandemiljøet i Sveriges hovedstad.

Politiet mener, at det er én person, der har været det direkte mål for gerningsmændene bag sprængningerne.

Svensk politi har ligeledes en tese om, at i hvert fald den ene eksplosion kan være relateret til et drab i forstaden Vällingby nytårsaften.

Volden i Sverige har for alvor taget til i 2022. Justitsminister Gunnar Strömmer kunne i december oplyse, at landet havde sat en trist rekord for antallet af skuddrab på et enkelt år. Det skete, da årets 60. person blev skudt og dræbt.

Til sammenligning blev 8 personer dræbt af skud i Danmark samme år.