Ovenfor kan du se en gennemgang af Harvey Weinstein-sagen fra nyhedsbureauet Reuters.

Hollywood-produceren Harvey Weinstein blev søndag fyret fra sit eget produktionsselskab, The Weinstein Company, efter flere anklager om sexchikane og seksuelle overgreb, og i en nyligt offentliggjort lydfil indrømmer Weinstein selv, hvordan han har befamlet en model.

I filen, som er offentliggjort af det amerikanske medie The New Yorker, hører man Weinstein have en samtale med den filippinsk-italienske model Ambra Battilana Gutierrez. Weinstein prøver at få hende med op på sit hotelværelse, men hun nægter og hentyder til, at hun ikke bryder sig om den behandling, han har udsat hende for dagen forinden - herunder at han har befamlet hendes bryster.

»Hvorfor rørte du ved mine bryster i går,« spørger Ambra Battilana Gutierrez blandt andet Weinstein på optagelsen, da han gentagne gange forsøger, at få hende med op på sit hotelværelse.

»Ej kom nu, jeg er ked af det, kom nu bare ind. Jeg er vant til det,« lyder svaret fra Weinstein.

Gutierrez gør det klart, at hun ikke er 'vant til' den slags opførsel, og hun går ikke med Harvey Weinstein til hans hotelværelse.

Lydoptagelsen er blevet til i samarbejde med New York Politi, som i 2015 udstyrede Ambra Battilana Gutierrez med en skjult mikrofon i håb om, at Weinstein ville tilstå over for hende. Den er nu for første gang gjort offentlig gennem The New Yorker. Udover Gutierrez beretter journalisten bag The New Yorkers afdækning, Ronan Farrow, hvordan tre kvinder har fortalt ham, at de er blevet voldtaget af Weinstein.

»Blandt dem er Argento (Asia Argento, italiensk skuespiller og instruktør red.) og en tidligere håbefuld skuespilleride Lucia Evens, som fortalte mig, at Weinstein voldtog dem, og beskyldningerne inkluderer, at Weinstein har udført eller modtaget oralsex og har tvunget sig til vaginal sex,« skriver Ronan Farrow blandt andet i The New Yorker.

Journalisten skriver også, at flere kvinder har beskrevet uønsket berøring fra Weinstein, som kan karakteriseres som et overgreb.

Ifølge The New Yorker har Gutierrez underskrevet en aftale om ikke at tale om sagen til gengæld for et forlig.

Tirsdag benægter Harvey Weinstein gennem sin talskvinde Sallie Hofmeister anklagerne:

'Alle anklager om sex uden samtykke bliver utvetydigt benægtet af Mr. Weinstein,' lyder det blandt andet i udtalelsen ifølge BBC.

Hofmeister tilføjer desuden:

'Mr. Weinstein kan naturligvis ikke kommentere anonyme anklager, men med respekt for de kvinder, som er stået frem, mente Mr. Weinstein, at alle de forhold var med samtykke. Mr. Weinstein er begyndt til rådgivning, har lyttet til miljøet og prøver nu at forbedre sig,' siger talskvinde Sallie Hofmeister yderligere. Slutteligt skriver hun, at Weinstein håber på en ny chance, hvis han forbedrer sig.

Sagen om Harvey Weinsteins formodede overgreb på en række kvinder begyndte, efter flere kvinder, herunder den kendte Hollywood-skuespillerinde Ashley Judd, er stået frem i avisen The New York Times og har fortalt om sexchikane og overgreb begået af Harvey Weinstein gennem de seneste mange årtier. Ifølge New York Times har Weinstein indgået otte forlig med kvinder, der har anklaget ham for overgreb.

Flere kendte Hollywood-stjerner, heriblandt Meryl Streep, har siden taget kraftigt afstand fra Weinstein, ligesom flere kvinder også er stået frem og har fortalt om overgreb. Senest skuespillerinderne Angelina Jolie og Gwyneth Paltrow.

Harvey Weinstein selv har i et svar til avisen fortalt, at han er ked af den smerte, han har forvoldt, og at han undskylder. Han og hans advokater har dog også beskyldt avisen for usande oplysninger og har truet med at sagsøge.