____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Den kendte engelske videnskabsmand Richard Dawkins har skabt voldsom debat på det sociale netværk Twitter.

Den britiske evolutionsteoretiker, der er kendt for at fremsætte kontroversielle synspunkter om især religion, har provokeret mange ved at skrive, at det er umoralsk af en kvinde at beholde et foster, hvis hun ved, at hendes ufødte barn har Downs Syndrom.

Meldingen kom onsdag i et tweet, hvor Dawkins svarer en anden mandlig twitter-bruger, som filosoferer over, hvad han ville gøre, hvis han var kvinde og ventede et barn med Downs.

- Få en abort og prøv igen. Det ville være umoralsk at bringe det til verden, hvis du havde valget, lød det fra den tidligere Oxford-professor.




Knap havde Dawkins sluppet tasterne, før hans tweet skabte en sand Twitter-storm. Mange af reaktionerne kom fra folk, som selv er forældre til børn med Downs Syndrom, men hans udsagn faldt også mange andre for brystet.




Den britiske forening for Downs Syndrom har også kommenteret sagen:

- Mennesker med Downs Syndrom lever gode liv, og de yder et værdifuldt bidrag til samfundet.

- I The Down's Syndrome Association mener vi ikke, at Downs Syndrom i sig selv bør være årsag til abort, men vi anerkender, at hver familie må træffe deres eget valg, lyder det fra foreningen, som arbejder for at udbrede kendskabet til, hvad det vil sige at leve med Downs.



Dawkins har kommenteret, forklaret og forsvaret sit tweet i talrige opfølgende tweets. Her argumenterer han for, at screening for Downs ikke er racehygiejne. Han skriver også, at han personligt ville vælge en abort, hvis han stod over for valget, og at det faktisk også er det, de fleste kvinder gør.