Den 55-årige designer Kate Spade er tirsdag ifølge anonyme politikilder blevet fundet død, skriver nyhedsbureauet AP.

Kate Spade blev fundet i sin lejlighed i New York. Ifølge kilderne er der tilsyneladende tale om et selvmord.

At kilderne tror, at designeren har begået selvmord, skyldes dels måden, hvorpå Kate Spade har mistet livet, samt en besked fundet i lejligheden, der tilsyneladende er et selvmordsbrev.

Politikilderne har ikke tilladelse til at dele informationen og optræder derfor anonymt ifølge AP. En lang række amerikanske og internationale medier beretter samme information baseret på kilder i politiet i New York.

I 1993 stiftede hun designermærket Kate Spade New York. Hun blev i 1990'erne kendt for sine kollektioner af håndtasker. Hun har siden solgt sin virksomhed, der i dag har over 150 butikker i USA og mere end 175 i resten af verden.

Efter succesen med håndtasker har det udvidet sortimentet til at inkludere tøj, smykker, sengetøj og parfumer.

Kate Spade har også en karriere som redaktør for tilbehør i det hedengangne magasin Mademoiselle bag sig.

I 2007 forlod hun Kate Spade New York. Det var et år efter det var blevet solgt for 125 millioner dollar - svarende til omkring 800 millioner kroner.

I 2017 blev mærket købt for 2,4 milliarder dollar - svarende til 15,3 milliarder kroner.

For få år siden startede hun med sin mand, Andy, et nyt selskab op ved navn Frances Valentine. Også denne gang var der fokus på håndtasker.

I et interview i år med det amerikanske medie NPR oplyste hun, at hun havde skiftet navn til Katherine Noel Frances Valentine Brosnahan Spade.

/ritzau/