Ifølge kendiskokken Jamie Oliver er det brexit, der er skyld i, at hans restaurantkæde er kollapset.

Han påstår, at folk er stoppet med at spise på restaurant på grund usikkerhed som resultat af brexit.

»Verden har forandret sig, highstreet har ændret sig – det er blevet Uber-ficeret – vores konkurrenter har forandret sig, og vi (restaurantkæden red.) er mindre forskellige fra dem, end vi var i starten,« udtaler Jamie Oliver ifølge Dailymail.

Det er James Cleverly, næstformand for de konservative i Storbritanien, dog lodret uenig i.

Han mener, at Jamie Olivers ulykke handler mere om kvaliteten af maden på restauranterne end om brexit:

'Det her handler ikke om brexit. Jeg har for nylig spist på Jamies restaurant, og kvaliteten af maden matcher bare ikke prisen,' skriver han i et tweet og fortsætter:

'Personalet var rigtig venlige, men præsentationen var ringe, og maden var kedelig.'

Tidligere har Jamie Oliver udtalt, at grunden til, at hans livsværk er kollapset, er, at hans restauranter ikke var fornemme nok.

»Hvis jeg havde brugt 13 år af mit liv på at åbne fornemme restauranter, så kan jeg forsikre dig om, at de alle ville være åbne i dag,« udtalte han.

Men uanset hvad lukningerne skyldes, er én ting sikkert.

Jamie Oliver måtte i maj lukke 22 af sine 25 restauranter, og det kostede 1000 personer deres job. Han har beskrevet krisen som meget, meget smertefuld for ham.

På trods af det massive nederlag for kendiskokken vil han i fremtiden fortsætte med at lægge pres på Storbritaniens regering, så der kommer et større fokus på hans store mærkesag: børns helbred og ernæring.