I sidste uge begyndte Donald Trump officielt sin valgkamp op til næste års præsidentvalg. Og på de 24 timer, der fulgte, indsamlede den 72-årige ejendomsmilliardær det, der svarer til 200 millioner kroner.

Det er fire gange så meget som den demokratiske topscorer, Joe Biden, scorede i det tilsvarende tidsrum - efter sin kampagnestart. Ifølge mange eksperter står amerikanske vælgere stadig i kø for at stemme på det, Trumps modstandere stadig kalder 'en historisk upopulær præsident'.

Vælgerundersøgelserne taler ellers deres tydelige sprog: Her får to af Trumps mest populære demokratiske modkandidater, Joe Biden og Bernie Sanders, betydeligt flere stemmer end præsidenten.

Men vælgerundersøgelserne tager ikke højde for 'skyggestemmerne' - de amerikanere, der stadig ikke vil indrømme, at de planlægger at stemme på Donald Trump ved valget 3. november 2020.

25.000 Donald Trump-fans mødte op, da præsidenten annocerede sit kandidatur op til valget 3. november 2020. 
25.000 Donald Trump-fans mødte op, da præsidenten annocerede sit kandidatur op til valget 3. november 2020.  Foto: MANDEL NGAN - AFP
Vis mere

»Kun et fjols tror på meningsmålinger,« skriver den britiske journalist Piers Morgan, der har overværet et væld af Donald Trumps vælgermøder og ved flere lejligheder har interviewet USA's 45. præsident.

»I flere måneder frem og helt ind til stemmerne skulle tælles op efter valget i 2016, var der ingen meningsmålinger, der signalerede, at Donald Trump havde en chance imod Hillary Clinton. Og situationen i dag er nærmest identisk med tiden op til 2016-valget,« skriver Piers Morgan i avisen The Daily Mail.

»Mange af mine bekendte vil stemme på Donald Trump. Selvom de ikke kan lide ham. De vil bare ikke indrømme det,« siger den oscarvindende dokumentarist Michael Moore i et interview med bladet The New Yorker.

Samme blad skønner, at hver tredje vælger således løj, da de i 2016 blev spurgt, hvem de ville stemme på. Og ifølge både Michael Moore og Piers Morgan er forklaringen ganske enkel: Penge.

Donald Trump lader sig hylde og klapper da også lidt af sig selv.
Donald Trump lader sig hylde og klapper da også lidt af sig selv. Foto: MANDEL NGAN - AFP
Vis mere

»For den bedre stillede del af den amerikanske befolkning går det jo fint. Aktiemarkedet har været på en nærmest uendelig optur. Sygesikring er ikke noget problem, så længe du har et godt job, hvor arbejdsgiveren tager sig af den slags. Og hvis du så oven i købet er hvid, så er USA, som Trump selv siger det, 'great',« siger Michael Moore til The New Yorker.

Og i avisen The Daily Mail opsummerer Piers Morgan: »De fleste vælgere stemmer med tegnebogen. Så enkelt er det.«

Og ifølge avisen The Washington Post skal der ikke så mange af de såkaldte 'skyggestemmer' til for at sikre Donald Trump endnu fire år i Det Hvide Hus.

I de fleste officielle meningsmålinger får Trump således godt 42 procent af stemmerne. Og den gruppe består selvfølgelig af de vælgere, der ikke har noget problem med at iføre sig deres egen 'Make America Great Again'-kasket, når de går på indkøb i deres lokale supermarked.

Eksperterne spår Præsident Trump gode chancer for genvalg i 2020.
Eksperterne spår Præsident Trump gode chancer for genvalg i 2020. Foto: CRISTOBAL HERRERA - EPA
Vis mere

»Sandheden er selvfølgelig, at der ikke er ret mange, der bryder sig om personen Donald Trump. Se bare på de genfødte kristne, evangelisterne. Trump er en af de mindst religiøse præsidenter, vi nogensinde har haft. Men den ekstremistiske kristne højrefløj støtter ham alligevel. Donald Trump giver dem nemlig det, de vil have. Og det er på samme måde med 'skyggestemmerne'. Disse vælgere praler ikke med det. Men når de står alene ved stemmemaskinen, sætter de alligevel deres stemme på Trump,« siger Stephen Henderson, der er journalist og radiovært i Michigan, som er en af de stater, der i 2016 var med til at sikre Trumps overraskende sejr.

Og hvis det er pengene, der taler højest, så kom de til orde, da Donald Trump tirsdag i sidste uge officielt afslørede sit kandidatur til valgkampen i 2020.

Efter annonceringen tog det - som nævnt i indledningen - præsidenten mindre end 24 timer at indsamle det, der svarer til 200 millioner danske kroner, primært fra en masse rige donorer.

I de 24 timer, der gik efter starten på Joe Bidens valgkamp, indsamlede den forhenværende vicepræsident godt 50 millioner kroner.

En entusiastisk Trump-vælger i spritny læderjakke. 
En entusiastisk Trump-vælger i spritny læderjakke.  Foto: CARLO ALLEGRI - Reuters
Vis mere

En anden mulig Trump-modkandidat, Bernie Sanders, indsamlede 45 millioner.

Og valgkampens mest populære kvindelige kandidat, Kamala Harris, måtte nøjes med sølle ni millioner kroner i de første 24 timer efter sin kampagnestart.

»Vi knuser dem alle,« siger Donald Trumps unge kampagneleder, Brad Parscale.