I videoen foroven kan du se billeder fra landsbyen Winterslow, hvor den russiske eksspion og hans datter blev fundet bevidstløse på en bænk.

Udenrigsministerium i Moskva afviser eksistens af våbenprogram, mens kemiker siger, at han var ansat i 27 år.

Rusland har fremført en række argumenter for, at landet ikke kan have udført et angreb på en eksspion i England for tre uger siden.

Men en russisk kemiker piller et af de centrale argumenter fra hinanden, da han i et interview med nyhedsbureauet RIA Novosti fortæller, at han var ansat på et statsligt program, hvor man udviklede nervegiften Novichok.

Den russiske viceudenrigsminister har tidligere i meget klare vendinger sagt, at Rusland ikke havde et program til udvikling af Novichok.

Nu fortæller Leonid Rink dog, at han i 27 år var ansat på et statsligt laboratorium i byen Sjikhany. Her udviklede man Novichok, og den proces dannede grundlag for Rinks doktordisputats.

- En stor gruppe specialister i Sjikhany og Moskva arbejdede på Novichok, siger Rink.

Mens den russiske kemiker dermed modsiger præsident Putins regering, bringer han et helt nyt forsvar i spil.

Han henviser til, at det formodede offer - den tidligere dobbeltspion Sergej Skripal - fortsat er i live.

- De er stadig i live. Det betyder, at det enten ikke var Novichok, eller at det var dårligt blandet sammen og anvendt tilfældigt, siger Leonid Rink.

Der er også den mulighed, at briterne brugte en modgift straks, påpeger han.

- Men så har de vidst, hvilken gift der var tale om, siger kemikeren.

Det russiske udenrigsministerium står tirsdag efter den russiske kemikers udmelding fast på, at Rusland ikke havde et officielt program til udvikling af nervegiften.

Vil Mirsajanov, en anden russisk kemiker, har fortalt til det franske nyhedsbureau AFP, at han arbejdede sammen med Rink på det kemiske våbenprogram.

Mirsajanov, som flyttede til USA i 1990'erne, fortæller, at der var flere hundrede specialister ansat på programmet.

Modsat Leonid Rink siger Vil Mirsajanov, at Rusland stod bag angrebet med nervegiften i England.

/ritzau/AFP